Tekstbase - kontekst

lagt vægt på stjernernes slægtskab med mennesket og på, at vore sjæle er en del af himlen. Han opdagede, at der var født en ny og for den tid ukendt stjerne, og på grund af dens bevægelse på den dag, da den lyste, kom han i tvivl om, hvorvidt dette kunne ske flere gange, og om også de stjerner, som vi regner for faste, skulle kunne bevæge sig. Han kastede sig ud i en opgave, der selv for en gud måtte synes voldsom, nemlig til gavn for eftertiden at opregne stjernerne og at fastsætte himmellegemerne i række og geled med nogle instrumenter, som han opfandt til at angive hver enkelt stjernes placering og størrelse. Herved kunne det let afgøres, ikke blot om de forsvandt eller fødtes, men også om de voksede eller mindskedes. Han gjorde himlen til fælles eje for enhver, der i fremtiden måtte kunne fatte denne viden.” Så vidt Plinius.

Ganske vist bevidner Plinius’ ord utvetydigt, at Hipparch havde opdaget en ægte stjerne i den ætheriske region, født på hans egen tid, og at han ved den lejlighed med de nødvendige instrumenter havde angivet alle andre stjerners position (hvilket ingen før ham havde præsteret), sådan at eftertiden kunne vide, om dette kunne ske flere gange. Ikke desto mindre har Plinius-kommentatoren Milichius ikke betænkt sig på at mistolke dette som en kometforekomst. Han er snarere kommet til det resultat ud fra det usandsynlige i historien og som følge af alle filosoffers afvisning end på grund af forfatterens udsagn. Enhver, der nærlæser Plinius’ ord, vil nemlig være enig i, at Milichius har fortolket dette Plinius-sted som en komet helt forkert. Ja, det er ligefrem absurd at påstå, at en mand som Hipparch, der var fremragende i alle videnskaber og var langt foran andre i matematikken, ikke udmærket skulle kunne kende forskel på ægte stjerner i ætherregionen og et ildmeteor i luftregionen, som man kalder en komet, når han ved denne lejlighed kunne overlade eftertiden en fortegnelse over og positionerne for alle faste himmellegemer, en kraftanstrengelse, der snarere passer sig for en gud end for et menneske. Jeg skal undlade at omtale, hvor latterligt det er, at den samme Plinius-kommentator ud fra citatet frejdigt påstår, at Hipparch ved denne komets bevægelse har fundet fiksstjernernes placering og bevægelse (han tror nemlig, at denne stjerne var en komet), når nu alle kometers bane er uregelmæssig, ujævn, hurtig og flakkende, hvorimod fiksstjernernes bevægelse i den ottende kreds er regelmæssig, sikker, ensartet og desuden langsom, så at man næsten ikke kan se, at de bevæger sig i et menneskes levetid.

Jeg nævner ikke dette af trang til at kritisere. Et oprigtigt og dannet menneske skal ikke nedgøre andres arbejde. Jeg har blot villet advare andre mod, i tillid til denne lærde fortolkers autoritet, at fordreje Plinius’ ord i retning af en tilfældig komets tilsynekomst og ikke en rigtig stjernes. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at Plinius med sine ord har sagt, at Hipparch har opdaget en virkelig og ægte stjerne på himlen, var opstået på hans egen tid. Ellers ville han nemlig ikke have refereret denne store mand for en epokegørende eller forunderlig opdagelse, idet kometer ofte bliver observeret og kan registreres af enhver uden forstand på astronomi.

Vi lader stå hen, hvilken stjerne og hvilken slags stjerne der var tale om, og om den forsvandt igen eller ej, fordi det ikke kan læses ud af Plinius’ ord.