Tekstbase - kontekst
Du er på side 4 af 20 sider (Side 18 i forlægget)
Document Buttons
verbis colligi non potest, in dubio relinquimus. Nec simile quidpiam, vel ante Hipparchi tempora, vel etiam post, annis iam elapsis mille septingentis, ab vllo artifice (vt dixi) sæpius obseruatum esse legimus, priusquam hac nostra ætate, illa, de qua nunc sermonem instituimus, conspici cœpit. Quod vero illa, neque sit in Elementari et aërea mundi regione apparens igneum aliquod meteoron: sed inter cœlestes orbes locum obtineat, postea demonstrabimus.
Apparet itaque quam sit hæc res inusitata, quam admiranda, quam denique omnibus Philosophis incredibilis, nouam et aliam a prioribus nunc demum in cœlo prodijsse stellam. Nec Theologis, qui alias multa in mundano orbe miraculose contingentia, per diuina mysteria excusare possunt, sufficientes reddere causas eius rej, possibile existimo. Illis enim per Mosis de mundi fabrica historiam, compertum est, Deum autorem Vniuersi, ex quo cœlos et Elementa, cum omnibus suis ornatibus absoluisset, quieuisse ab omni opere, nec vllam postea rerum nouam condidisse speciem.
Scio tamen aliquos ex occultiori quadam, et nostro sæculo primum in lucem producta Philosophia asserturos, possibile esse hanc stellam in veteri Iliado (libet enim eorum vocabulis vti) hactenus latitasse, et nunc demum maturatione sui absoluta, mortalibus conspiciendam prodijsse. Etsi vero nunc non disputem de huius nouæ (vt putatur) Philosophiæ certis vel ambiguis fundamentis: et non ignorem, ex illa, multarum in Natura abstrusarum rerum, et a vulgaribus Philosophis vel incognitarum, vel minus recte intellectarum, causas et progressus explicari posse: tamen mihi verosimile esse, vt hoc miraculum ea ratione sufficienter saluetur, vix persuadebitur. Nam si huiusmodi in cœlo (quod illi quartum et igneum Elementum, non dubitant, suis ducti rationibus, appellare) fierent generationes, cur non sæpius tot elapsis seculis, in tanta cœlj vastitate, animaduersum est noua prodire sidera? Et cur illa quæ hactenus apparuerunt nullam inde a mundi exordio, magnitudinis, luminis, coloris, vel ordinis perpessa sunt alterationem? Id enim in tanto temporis interuallo, et tanta stellarum copia, fieri oportebat, si cœlo eiusmodi competeret generationis et corruptionis necessitas.
Taceant igitur omnes Philosophi, seu veteres, seu noui: taceant ipsi quoque Diuinorum Mysteriorum interpretes Theologi: taceant cœlestium corporum contemplatores Mathematici, nec de modo generationis huius stellæ et tanti miraculi excusatione, se aliquid certi constituere posse existiment.
Nec est quod aliquis sibi persuadeat, hanc stellam similem esse illi, quæ Magis Orientalibus, cum Saluator mundj nasceretur, apparuit. Illa enim non in cœlo inter reliquas stellas: sed in ima aëris regione, non procul a superficie terræ locum obtinebat. Alias enim nec motu suo, iter, Saluatorem quærentibus, nec quiete, domum in qua inueniretur, ostendisset. Sed cum toto
Som sagt: Hverken før eller efter Hipparch kan vi læse, at der i de forløbne 1700 år er blevet observeret noget lignende af nogen astronom førend i vor tid, da den stjerne, som vi nu taler om, begyndte at kunne ses. Vi skal senere føre bevis for, at den ikke er et ildmeteor, som viser sig i Verdens elementar- og luftregion, men har sin plads blandt himmelkredsene.
Det er derfor klart, at der er tale om noget ukendt, forunderligt og for alle filosoffer utroligt: at der netop nu er fremkommet en stjerne på himlen, ny og anderledes end de hidtidige. Jeg tror heller ikke, at teologerne (som i øvrigt kan forklare mange mirakuløse hændelser i den jordiske kreds med guddommelige mysterier) vil kunne give tilfredsstillende forklaringer på denne sag. De er nemlig ud fra Moses’ historie om Verdens tilblivelse sikre på, at Gud er Universets skaber, og at han efter at have udskilt himlene og elementerne med alle de tilhørende skønne ting, indstillede enhver form for arbejde og ikke senere har skabt nye ting.
Jeg er ganske klar over, at der er nogle tilhængere af en hemmelig filosofi, som er opstået i vor tid, der vil hævde, at denne stjerne muligvis „hidtil har skjult sig i den gamle Iliadus“ (jeg må her citere deres udtryk), „men at dens modning nu er fuldbyrdet, og den derfor fremtræder for de dødelige“. Jeg skal ikke disputere med denne såkaldte nye filosofis sikre eller usikre grundsætninger, og jeg er ikke blind for, at man ud fra den kan forklare årsag og udvikling for mange af naturens hemmeligheder, som er ukendte for eller kun mindre rigtigt forstået af de almindelige filosoffer. Jeg kan dog ikke overbevises om sandsynligheden af, at dette mirakel kan forklares på denne måde. Hvis nemlig noget sådant kan opstå i himlen (som de efter deres beregninger ikke tøver med at kalde det fjerde og ildagtige element), hvorfor har man så ikke i løbet af så mange århundreders forløb og i det enorme himmelrum oftere observeret, at der opstod nye stjerner? Og hvorfor har de stjerner, der har vist sig siden Verdens begyndelse, aldrig undergået nogen forandring i størrelse, lysstyrke, farve eller orden? Dette burde nemlig ske i et så stort tidsrum og i en så stor stjernemængde, hvis tilblivelsens og ophørets nødvendighed15 skulle angå en sådan himmel.
Derfor bør alle filosoffer tie, gamle som nye; også fortolkerne af de guddommmelige mysterier, teologerne, bør tie; de som spekulerer over de himmelske legemer, matematikerne, bør tie og lade være med at tro, at de med nogen sikkerhed kan fastslå noget om denne stjernes tilblivelsesmåde eller komme med en forklaring på dette mirakel.
Ingen skal heller bilde sig ind, at denne stjerne er lig med den, som viste sig for østens magere, da Verdens Frelser skulle fødes. Denne stjerne havde nemlig ikke sin position på himlen blandt de andre stjerner, men i den nederste luftregion ikke langt fra Jordens overflade. Ellers ville den nemlig ikke med sin bevægelse have vist vej for dem, som ledte efter Frelseren, og heller ikke ved at stå stille have vist huset, hvor han skulle findes. Hvis den var drejet rundt sammen med hele
