Tekstbase - kontekst
Du er på side 14 af 17 sider (Side 162 i forlægget)
Document Buttons
Hoc facit Ingenium, Gravitas, Prudentia, Virtus,
Hoc et amor Recti, Judiciumque facit.
Sufficiat nobis primævus, candida, frater
Quòd nostro facilis, corda, in amore gerat.
Quid si etiam ex astris tandem ventura revolvens,
Hinc tacitus nostros prævideat thalamos?
Sidereisque ideò frustrà haud obsistere fatis
Audeat; Ô quantum fata in amore valent!
Fato junguntur, Fato solvuntur amores,
Non habet híc semper Gaza, Genusve locum.
Quàm pulchrum est hominem simul et præscire futura,
Et simul, affuerint si bona fata, sequi.
incauti hîc titubant, quos Ignorantia turbat,
Frater at hic noster callet utrumque satis.
Hic mihi frater erit semper, quem fautor Apollo,
Ex quo etiam meritò nomina gestat, amet.
Sive igitur faveant alii, seu lumina vibrent,
Ut soliti, torvo torva supercilio.
Nil tamen impedient, quin nos constanter amemus,
Et pro mille aliis frater is unus erit.
Imò haud obstabit, decuit quos ferre levamen,
Quòd noceant reliqui verbaque sæva crepent.
Si non Titanem (dicunt) tam perditè amare,.
Ditior et major Vir tibi (crede) foret.
Ipso in Amore tamen si qua est Sapientia, certè
Haud credam, quòd te desipienter amem.
Non ego divitias, non mundi sector honores,
Officioque gravi complacuisse viro.
Omnibus Officiis, fundis, aurique talentis,
Nam Persona mihi charior una tua est.
Plura etiam agglomerant, mea quæ nunc cuncta referre,
Vel meminisse semel, mens sibi recta, piget.
Hi dicant, quæcunque volent, tua dicar oportet,
Titanis maneam semper ego Urania.
Absis sive diu, celer hîc me sive revisas,
Corde meo fixus tu tamen usque sedes.
Nec tu sponte tua, sed valdè invitus abesse
Cogeris, ac malles semper adesse mihi.
Hucque subinde etiam, perque intervalla redires
Sed metuis, crescat sic quod utrinque dolor.
Det skyldes hans begavelse, besindighed, fornuft, moral,
det skyldes hans retsindighed og dømmekraft.
Det må vel være nok for mig at min ældste bror
ser fordomsfrit og venligt på vor kærlighed.
... Tænk hvis han også, når han gransker fremtiden i stjernerne,
uden at sige det kan forudse vort bryllup,
og derfor ser at det vil være nytteløst at trodse skæbnen.
- Hvor skæbnen dog har vældig vægt i kærlighed!
Skæbnen forener os i kærlighed, og skæbnen skiller os igen,
hér er det ikke altid slægt og rigdom der betyder noget.
Hvor smukt det er at mennesket kan forudsige fremtiden,
og samtidig, hvis skæbnen bringer noget godt, opsøge det.
Hér er det at de uforsigtige, der ikke véd tilstrækkeligt om sagen, ofte snubler.
Min bror, til gengæld, har forstand på begge dele.
Ham vil jeg altid kunne stole på - den bror der elskes af Apollon,
sin skytsgud, som han derfor også helt fortjent er opkaldt efter.
Hvadenten nu de andre holder med mig, eller som sædvanlig
rynker brynene og sender bistre blikke efter mig,
kan de dog aldrig hindre os to i bestandig at elske hinanden
- og denne ene bror, Apollo, gør det ud for tusind andre.
Nej, jeg kan dårligt tage mig af at de der burde give mig trøst og lindring
i stedet gør mig ondt og skælder ud.
"Hvis du nu ikke," siger de, "så håbløst var forelsket i den Titan,
så kunne du bestemt have haft en rigere og mere magtfuld mand."
Men hvis der overhovedet er fornuft i kærligheden,
så kan jeg ikke tro at det er ufornuftigt af mig at jeg elsker dig.
Jeg stræber ikke efter rigdomme og verdslig hæder,
jeg stiler ikke mod at falde i en højt placeret herres smag,
for din person alene er mig kærere
end alle verdens herregårde, embeder og formuer tilsammen.
De dynger meget andet over mig, som jeg ikke har lyst til at gengive,
eller så meget som huske - jeg stoler på mig selv.
De kan sige præcis hvad de vil, jeg vil kun kaldes din!
For evigt vil jeg være din Urania, min Titan!
Hvadenten du bliver længe borte eller hurtigt vender hjem,
har du til stadighed din plads hér i mit hjerte.
Det er jo heller ikke med, men meget mod din vilje du er borte,
du ville foretrække altid at forblive her hos mig.
Du ville også gerne komme hjem fra tid til anden,
men du er bange for at det skulle øge smerten for os begge
