Tekstbase - kontekst
Du er på side 15 af 17 sider (Side 164 i forlægget)
Document Buttons
Ne me iterùm ut linquas, tibi dum sit forte necessùm,
Tristitiæ nimiùm multiplicetur onus.
Ergò voles potiùs peregrinis degere in oris,
Hospitia hîc donec Sors tibi firma dabit.
Intereàque mihi non scribere negligis ultrò,
Res ea sit quamvis te remorata diu.
Sive quòd ex votis nemo internuncius adsit,
Sæpè viam ingressæ seu periêre notæ.
Quicquid id est, facit hoc non ulla aversa voluntas,
Scribere satque cupis, satque redire cupis.
Perque tuum quoties venit huc portata ministrum,
Littera, sic illum diceris ore sequi.
Hanc ego, Serve, tibi, qua me felicior ibis,
Fortunam invideo; Servus ego ô fierem.
Et chartam iratè alloqueris, quam rumpere velles,
Altera nî calamo mox peraranda foret.
Tune meis digitis, quibus es conscripta, bears.
Charta magis? digitis te citò Nostra teret.
Teque oculi inspicient, quos his ego cernere mallem.
Oscula fortè dabit, quæ mea sola forent.
Hoc simul ut faciam fas est, priùs oscula libo,
Nomen ubi augustum scribitur Uraniæ.
Spero quòd illa brevi pariter tibi Basia figat,
Qua suus hîc Titan nomina parte tenet.
Vade igitur visas toto hanc quâ pulchrior orbe
Nulla meis oculis Femina, vade citò.
Heu mihi quòd sine me tam grata palatia vises,
Heu quòd scriptori non licet ire tuo!
Sic loqueris, (dicunt) sic crebrò nos adeuntes,
Insequeris famulos; grata loquela mihi est.
Singula scire juvat, missi cunctosque ministri
Ut nutus referant, cunctaque verba, volo.
Ergò sive adsis, seu non, seu scribere, seu non
Sæpè voles, modò ames, semper amandus eris.
Nec tamen addubito, quin tu Charissime Titan,
Perpetuò Uraniam, quæ Tua semper, ames.
Si te etiam nunquam, (quod Dî prohibete) viderem,
Ex oculis tamen his non abolendus eris.
Mente meâ impressus Titan sine fine manebis,
Fixus eris cordi tempus in omne meo.
- for at du, når det blev nødvendigt for dig atter at forlade mig,
ville fordoble sorgens byrde mange gange.
Af den grund foretrækker du at blive i de fjerne lande
til skæbnen lader dig finde varigt ophold her.
Og når du, her i ventetiden, ikke skriver til mig er det ufrivilligt,
(selvom det er en ting der ofte har forsinket dig)
enten fordi du ingen sendebude har når du har brug for et,
eller fordi dine breve så ofte forsvinder på vejen.
Hvad det end skyldes, skyldes det på ingen måde uvilje:
lyst til at skrive, og at komme hjem, det har du.
Hver gang din tjener bringer mig et brev,
fortæller han at du har sendt ham ud med disse ord:
"Ak, tjener, tænk at du skal rejse! Hvor jeg misunder dig den skæbne!
Gid jeg var tjener selv!"
Du taler også vredt til brevet, og kunne finde at rive det i stykker,
- hvis ikke du så måtte skrive et nyt med det samme:
"Hvorfor skal du, et ark papir, dog finde større lykke end de fingre der har skrevet
dig?
Om kort tid skal min piges fingre røre ved dig,
du skal betragtes af de øjne jeg hellere selv ville se,
du får måske de kys der burde være mine helt alene.
Det bør jeg også gøre: jeg fæster først et kys
dér hvor Uranias hellige navn står skrevet.
Så håber jeg at også hun snart trykker sine kys
hvor hendes Titan har sit navnetræk.
Rejs derfor ud og opsøg hende der i mine øjne
er skønnere end nogen anden kvinde på vor jord. Skynd dig afsted!
Tænk at du, uden mig, skal besøge det elskede slot
- tænk at din egen ophavsmand må blive borte!"
Ja, sådan taler du (det siger de), og sådan råber du så tit
efter de tjenere der rejser op til mig - hvor er det rart at høre!
Jeg vil vide alt: jeg sætter dine sendebude til
at gengive hvert et nik og hvert et ord.
Jeg elsker dig hvad enten du er hjemme eller ej,
hvad enten du vil skrive til mig ofte eller ej - når blot du elsker mig.
Og jeg kan ikke tvivle på at du, min kære Titan,
for evigt elsker mig, Urania, som er for evigt din.
Selv hvis jeg aldrig skulle se dig mere (hvilket guderne forbyde)
kan du på ingen måde slettes fra mit blik:
Min Titan, du er for bestandig prentet i mit sind,
vil i al fremtid være fæstnet i mit hjerte.
