Tekstbase - kontekst
Du er på side 16 af 17 sider (Side 166 i forlægget)
Document Buttons
Te præter nemo nostro potietur Amore,
Mille Proci fuerint, commoda mille ferant.
Attamen haud credam, quòd sint tam Numina sæva
Nuper ut inceptâ spe spoliare velint.
Id saltem vereor, ne dum lentissimus absis,
Quòd mea sit reduci forma probata minùs.
Nam quæ pulchra satis, te discedente, videbar,
Altera, quando redis, forsitan esse puter.
Non quòd adhuc annis onerer, rugasve timescam,
Sæpè etiam Senium Sollicitudo parit.
Anxietas me multa premit, nec deserit unquam,
Hæc quoque dum scribo durior ecce redit.
Nam modò qui fuerat de morte incertus amici
Rumor, en hunc nimiùm littera missa probat.
Heu mala quòd semper sibi constet fama, nec unquam
Eventus habeat prospera quæque bonos.
Nil licet in somnis hoc admonuisse recorder,
Signa tamen Genius, me vigilante, dedit.
Quàm mihi mira fui, simul et quàm tristis eodem
Abstulit hunc terris quo Libitina die.
Omen erat tanti (modò quid sint omina) luctus,
Dixi aliis, certè res metuenda subest.
Attamen haud potui citò persentiscere, rumor
Quòd nimiùm verus (proh dolor) iste foret.
Nempè ægrè, quæ grata minùs sunt, credimus at quæ
Sunt accepta satis, mox meruêre fidem.
Non tamen exponam quis sit, mens ipsa tremiscit
Dicere, nec nomen sustinet ore dolor.
Sit signasse satis, quòd erat Tuus Optimus ille
Et meus, et nostri fratris Amicus: habes.
Forsan habes nimiùm, nec enim te scire volebam,
Sponte sua pernix sat mala fama venit.
Nunc igitur dolor hinc auctus, me sistere pennam
Cogit, et, ut vellem, scribere plura vetat.
Ast ubi sis præsens, simul et jungamur in uno,
Quæ modò subticeo, plurima aperta dabo.
Tunc quæ passus eris, mihi denarrabis acerba,
Ipsaque nostra tibi; fortè levamen erit.
Min kærlighed
kan ingen andre vinde,
om der så kommer tusind bejlere, og alle lover guld og grønne skove.
Jeg kan dog ikke tro de høje guder er så grusomme
at de vil fratage mig mit spæde håb.
Men én ting er jeg bange for: Du er så lang tid borte
at du måske synes mindre om mit ydre når du kommer.
For selvom jeg var ganske køn da du drog bort,
er jeg måske forandret når du vender hjem.
Ja, årene tynger mig ikke endnu, jeg frygter endnu ikke rynker,
men ofte blir man ældet af bekymring.
Bestandig plages jeg af angst og uro, aldrig får jeg fred
- og netop mens jeg skriver dette vender det tilbage mere grumt end før:
For det der før var et usikkert rygte om en god vens død
blir nu alt-alt for klart bekræftet af et brev.
De onde rygter får da også altid ret,
de gode falder aldrig heldigt ud!
Selvom min genius, så vidt jeg husker, ikke sendte nogen drøm til varsel,
gav den mig dog et tegn mens jeg var vågen:
Jeg var så underligt til mode, så bedrøvet,
den dag da Libitina rev ham bort fra denne jord.
Det var et varsel (men hvad er vel varsler?) om en sorg som denne,
og til de andre sagde jeg: "Der er sikkert noget frygteligt på vej".
Og trods det fattede jeg ikke med det samme
at dette rygte - åh, hvor grusomt - at det talte alt for sandt.
Det uvelkomne tror vi nødig på,
mens det vi helst vil høre hurtigt vinder tiltro.
Men jeg fortæller ikke hvem det er. Nej, sindet krymper sig ved ordet.
Min sorg er alt for stor til at jeg kan få navnet over mine læber.
Jeg nøjes med at sige at han var din bedste ven,
ligesom han også var min brors og min. Så meget siger jeg,
men muligvis er også det for meget, du skulle ikke vide det,
for dårligt nyt når frem helt af sig selv, og alt for hurtigt.
Nu tvinger sorgen - denne endnu større sorg - mig til at lægge pennen.
Hvor gerne jeg end ville kan jeg ikke skrive mere.
Men når engang du er her selv, når vi forenes - bliver til én -
da vil jeg sige meget åbent som jeg nu fortier.
Da skal du genfortælle alt det onde du har måttet udstå,
mens jeg fortæller dig om mine pinsler - det kan måske lindre.
