Tekstbase - kontekst
Du er på side 2 af 17 sider (Side 138 i forlægget)
Document Buttons
Foetor et hinc fusus vitalem polluit auram,
Semianimes socios quo cecidisse liquet.
Tu licet elapsus (precibusque hoc accipe nostris)
Crebra tuo tamen hinc corpore sparsa nota est.
Talia namque meo, de te modò quærere jusso,
Rettulerat nato Bangus, at ille mihi.
Hinc ego concepi majora pericula veris,
Ô Fons solliciti plene timoris Amor!
Sulphura mox timui, timui Arsenicalia monstra,
Et Salia et Stibium, Mercuriosque vafros.
Denique quicquid erat, quod Carbonaria fallax
Suppetit, id totum causa timoris erat.
At nostro affulsit Veneris benè Sidus amori,
In cineres abiit sospite carbo viro.
Rettulit ille etiam, propè quòd Schonburgica rura,
Effrænes per equos versa quadriga tua est:
Teque genu lapsum læsisse atrociter inde,
Sub medicaque diu decubuisse manu.
Quæ licet huc misso haud prorsus cælata ministro,
Ne mihi fortè aliàs cresceret inde dolor.
Tu tamen astutè damnum molemque pericli
Texisti, in propriis Ingeniose malis.
At mea, quæ eventum perrarò insomnia fallunt,
Obvenisse istud præmonuêre satis.
Cor mihi namque, velut currenti, è corpore lapsum,
Parte sui visum est inferiore premi.
Mox ego sic, Genio (nondum experrecta) monente,
Vociferor; Titan cor mihi sicne cadis?
Sed benè tunc Phoebus, Medicæ qui præsidet arti,
Subveniens, nostri fautor amoris erat.
Attulit is pedibusque tuis genibusque, redires
Quò citiùs, nec te plus remorentur, opem.
Hunc nondum ob casum mea Sollicitudo remisit,
Cùm penetrat gravior corda priore dolor.
Diceris isse etenim, famulo comitatus ab uno,
Per juga præruptis Alpibus alta nimis.
Et Venetûm aurivoras cupidè sectarier offas,
Quas fallax istic Ars et ubique coquit.
Tene viæ placuit temerè committere tantæ?
Quàm benè cautus abis, quàm memor antè mei?
og forgiftede luften med ækle dunster,
så dine kammerater sank livløse om.
Nu slap du selv med livet (og det kan du takke mine bønner for),
men du blev mærket af det overalt på kroppen.
Historien har min søn (som jeg har bedt opspore nyt om dig)
fået fra Bang - og nu fortalt til mig.
Den vakte for mit indre blik langt større farer end der er.
Ak, kærligheden er en stadig kilde til bekymring.
Snart var det svovl, snart
arsenik, den Satan, jeg var bekymret for,
og salte, antimon og det lumske kviksølv.
Ja, kort sagt alt hvad den
bedrageriske kulovn kræver
gav anledning til frygt.
Dog, Venus lyste venligt på min kærlighed:
kullet forvandledes til aske, men min mand forblev i live.
En anden ting fortalte han: at dine heste var løbet løbsk nær Schönburg,
så du var væltet med din vogn.
I faldet kom du frygteligt til skade med dit knæ,
og du var tvunget til lang tids sygeleje.
Og skønt du ikke ganske holdt det skjult, da du sendte din tjener hertil
- det kunne i sig selv have øget mine sorger -
tilslørede du snedigt farens omfang,
skarpsindig som du er, selv i den største knibe.
Men en drøm (og mine drømme tager kun ganske sjældent fejl)
gav mig et varsel om at det var sket:
Jeg drømte at mit hjerte sprang som om jeg løb, men ud af kroppen,
mens noget klemte allerdybest inde i det.
Ved dette varsel fra min Genius (mens jeg endnu sov)
råbte jeg straks: "Titan, mit hjerte, er det dig der falder sådan?"
Men denne gang kom Phoebus, der bestyrer lægekunsten,
til undsætning og gav vor
kærlighed sin støtte.
Han bragte lindring til dit knæ, så du kunne komme hurtigt hjem
og ikke også lade et dårligt ben forsinke dig.
Men næppe var min uro over dette uheld svundet bort,
før jeg blev grebet af en endnu større smerte:
De siger at du nu, fulgt af en enkelt tjener,
er rejst ned over Alperne, tværs over alt for høje bjerge,
i grådig jagt på guld-forslugne klumper fra Venedig,
som den forræderiske kunst fremstiller dér - og alle vegne.
Kunne du virkelig finde på, uden betænkning, at rejse så langt væk?
Er det forsigtighed? Er det at vise mig opmærksomhed?
