Tekstbase - kontekst
Du er på side 3 af 17 sider (Side 140 i forlægget)
Document Buttons
Nonne brevi id decuit priùs admonuisse litura,
Saltem ut votivis te sequerer lachrymis?
Fallar: et hæc potiùs vanescat fama sub auras,
Lætabor, modò te Teutonis ora tenet.
Hinc quia spes aliqua est de te resciscere quicquam,
Et capere, atque animi mittere sensa, notas.
At cur te cupiam Germano limite claudi?
Heu nimiùm limes latus et iste patet.
Cùm non scire licet, quâ tandem parte moraris
Teutoniæ, vel quâ conditus urbe lates.
Lentus abes, neque nota mihi sat caussa morandi,
Aut quæ te nimiùm terra vel unda tenet.
Quisquis ab Austrino veniens vada Baltica tangit
Littore, non de te pauca rogatus, abit.
Traditur et nostris charta huic signata labellis,
Si fortè audierit, quo tibi danda loco.
Heu mihi Coelestis quòd cernitur undique Titan,
Terrestrem, huncque meum, non reperire datur!
Sæpè Ducem Ulricum te detinuisse putavi,
Caussa tuæ forsan nec fuit ille moræ.
Sæpè etiam timui, te, dum freta Baltica tranas,
More tuo, infesto vela dedisse mari:
Ut ratis in scopulos, quos Moenia suggerit, acta,
Membra aliquo cogat læsa fovere loco.
Quid multis? cùm scire nequit cur lentior absis
Mens mea, per caussas irrequieta volat.
Tempora si memores, benè quæ memoramus amantes,
Nostra querela suam non venit ante diem.
Nam mihi discedens tremulo es sic ore locutus,
Pallentes lachrymis cùm maduêre genæ:
Sol priùs auriferi non tanget Velleris astrum,
Quàm tibi Me reducem Scania vestra ferat.
Coelicus is Titan Vellus bis terve revisit
Phryxæum, at Titan Terree noster abes.
Non puto quòd ratibus secteris Iasonis aurum,
Aut furtum lanæ versicoloris ames.
Havde det ikke været passende at informere mig på forhånd i et lille brev?
Om ikke andet for at jeg, med mine tårer, kunne give dig gode ønsker med på
vejen.
Gid jeg tager fejl! Gid dette rygte vejres bort i vinden!
- ja, jeg vil være lykkelig hvis blot du er i Tyskland,
for derfra har jeg dog et vist håb om at høre noget til dig,
at modtage et par ord fra dig, og selv at sende mine inderligste følelser.
Og dog, hvorfor skulle jeg dog ønske at du var i Tyskland?
Det land har også alt for vide grænser.
Jeg ved jo ikke hvilken del af Tyskland,
endsige hvilken by du holder dig i skjul i.
Du er så længe borte, og jeg kender ikke grunden til din tøven,
ved ikke hvilke bølger eller hvilket land der holder på dig.
Ingen rejsende der kommer sydfra over Østersøen
slipper herfra før jeg har spurgt ham grundigt ud om dig.
Og han får breve med, beseglede af mine læber,
for hvis han skulle høre om et
sted hvor du kan få dem.
Ak, himlens Titan ser man overalt,
den jordiske, min egen, kan man ikke finde.
Ofte har jeg tænkt at det var Hertug Ulrich der holdt dig tilbage,
(og dog var
han nok ikke årsag til din tøven).
Og ofte har jeg frygtet for at du på vejen over Østersøen
har ladet sætte sejl mens havet var i oprør - det kunne ligne dig -
og at dit skib er blevet kastet ind imod de skær der rejser sig på Møn,
og du nu ligger dér et sted og plejer dine kvæstelser.
Kort sagt: fordi jeg
ikke ved hvorfor du er så længe borte,
flakker mit sind nu hvileløst fra grund til grund.
Hvis du nu ser tilbage - og det er vi der elsker gode til -
så ser du at jeg ikke klager mig for tidligt.
For husk på hvad du, bævende om læben, sagde ved vor afsked,
mens dine blege kinder vædedes af tårer:
"Solen vil ikke nå guldskindets stjernetegn
før du har mig tilbage i dit Skåne."
Men nu har himlens Titan været været 2, 3 gange
ved Phrixos' skind - og du, den jordiske, er stadig borte.
Vel tror jeg ikke at
du jagter Jasons skind henover havene,
og ynder tyveri af farveprægtig uld.
