Tekstbase - kontekst
Du er på side 5 af 17 sider (Side 144 i forlægget)
Document Buttons
Et colubrum, herbarum, vigilem, Virtute, sopitum,
Hinc tandem aurato ut vellere dives eas.
Fortè sub his technis, (si vera est fabula) tecta
Ars etiam technis Chrysiopoea latet.
Sint ea vera tamen; quid enim non credimus ambo,
Quos animis uno corpore nectit Amor?
Pergula (quam dixi) quæcunque petuntur ad artem
Auriferam (si qua est) exhibitura satis.
Fornaces varias, carbones, lampada, flammas,
(Ô Flammæ flammis cedite quæso meis.)
Materia híc deerit, quæ sat reperitur ubique?
Vilis et hæc fertur, nec preciosa nimis.
Hîc lapidem arcano simul ambo fovebimus igne.
Nempè columbæ ovis, femina masque cubant.
Hunc si multiplici nimiùm sub cortice tectum,
Credibile est ullos antè habuisse Sophos:
Non dubito, quin tu, vel ego inveniemus eundem,
Sol pater (ut referunt) Lunaque mater erit.
Sis igitur Titan pater et sim, Femina, Lunæ
Persimilis Mater, sexus et ordo juvant.
Scandit is in coelos, iterum terrena revisit;
Sic terrena etiam dicor ego Urania.
Primitùs et Sophia ipsa vocor, Lapis ille Sophorum est,
Forsitan hinc nostrum nomen, et omen habet.
Ventus et hunc utero fertur portasse, vel isto
Fortè etiam possit qui meliora mihi est.
Ingeniumque (ajunt) subtile et suave requirit,
Haud ego grossitiem fallar ob ingenii.
Sic orbem hunc constare putant, sumus Orbis uterque,
Per me alius mundus parvulus esse potest.
Colchide at ex veteri nova cur exempla petuntur
Antiqui Hermetis cur ita dicta placent?
Quærimus heu variè, frustraque aliundè vocamus,
Hoc satis in nobis quod latet artis opus.
Conjugio assimilant, cùm mas et femina ponunt
Mollia foecundo corpora juncta thoro.
Contigeritque illis prolem si quando creari,
Arcani Lapidis protinùs instar habet.
Inque utero veluti nutritur sanguine foetus,
Sic humore suo fotus et ille viget.
en
vagtsom slange der må dysses ned med stærke urter -
for så til sidst at kunne hjemføre det dyrebare gyldne skind.
Måske (hvis sagnet taler sandt) er det en kode,
et dække over kunsten der kan gøre guld.
Vi siger det er sandt! Hvorfor skulle vi to ikke tro det samme,
Når Amor nu har knyttet vores sjæle sammen i én krop?
Som sagt: Jeg har et lysthus og dér findes alt hvad du skal bruge
til
guldfremstillings-kunsten (hvis den findes):
Ovne af alle slags, kul, lamper, flammer
(måske kan mine flammer overdøve dem!)
Materialet mangler heller ikke, hvorfor skulle det? Det findes overalt.
Og det er billigt, ikke særligt kostbart.
Den hemmelige ild der nærer stenen kan vi sammen skabe her,
præcis som både han og hun hos duerne udruger ægget.
Hvis man skal tro at vise mænd før os har haft den
- afdækket lag på lag og
fundet den -
så kan jeg ikke tvivle på at også vi kan gøre det.
Solen skal være dens far (som de siger) og månen dens mor.
Derfor kan du - du er jo Titan - være far, mens jeg (en kvinde, der ganske ligner
månen)
er dens mor - klasse og køn hjælper til.
Den stiger til himmels og vender tilbage til jorden på ny
- på samme måde kaldes jeg "den jordiske Urania".
Jeg hedder også helt oprindeligt Sophie, og dette er filosofiens sten
- det kunne have en dybere betydning.
De siger også vinden bar den i sin bug
- måske kan min bug bære noget bedre!
Den kræver (siger de) en skarp og fin begavelse
- og min begavelse kan næppe kaldes tungnem.
På samme måde mener de den er en egen verden: Vi to er hver en verden,
og gennem mig kan endnu én, en ganske lille verden blive til.
Men hvorfor søge nye mønstre i det gamle Colchis?
Hvorfor tiltaler Hermes' ældgamle ord os sådan?
Vi søger svaret alle vegne,
råber i alle retninger, forgæves,
efter det værk der faktisk ligger skjult i
vores eget indre.
De siger at det svarer til et ægteskab, til når en kvinde og
en mand
forener deres bløde kroppe i en frugtbar seng,
og hvis det skulle lykkes dem at frembringe et afkom
må følgelig det afkom svare til den hemmelige sten.
Og ligesom det er blod der nærer fostret i en livmoder,
er det dens egen væske stenen fostres op på.
