Tekstbase - kontekst
Du er på side 4 af 17 sider (Side 142 i forlægget)
Document Buttons
Nec Medæa fui, nec ero, nil fraudibus utor,
Colchida si cupias, híc quoque Colchis erit.
Pergula læta mihi est, pulcher quam circuit hortus,
Vix cui par dabitur, Colchida utrumque vocem.
Læta vocata quidem; sed nondum cernere lætam
Me potuit, quamvis híc tua imago patet.
Quam quoties specto, suspiria cordibus imis,
Alta traho, et lachrymis ora genasque rigo.
Mox caput inclinans, unique innixa lacerto,
Sic mecum tacito murmure verba premo:
Ô si is, quem pulchro referens bellè exprimis ore
Afforet, ô coràm hunc cernere quando datur!
Hancque diu aspiciens, oculis ac sensibus ipsis
Linquor, et ancillis excipienda, cado.
Quin mihi vix rediens, iterum hanc, iterumque videre
Mens avet; in damnum tam studiosa suum est.
Imò hæc dum memoro, sanguis præcordia stringit,
Vix teneor, quin mox exanimata ruam.
Ater sanguis abi, mens et præcordia firma
Este mihi, et saltem his addere pauca date:
Hæc ubi scripta sient, si tunc mihi parcere iniquum est,
Auditu et visu me spoliate; feram.
Et sat sueta feram, (quàm consolatio dura est,
Quòd nequeam expertis succubuisse malis.)
Nil sed ago precibus, quò plùs tego, sæviùs instat,
Susceptumque dolor linquere cogit opus.
Ferte citæ lymphas, sal, vinum, aromata, acetum,
Ancillæque omnes, Virgoque, ferte citæ.
Ah satis ah; redeam ô liceat calamumque resumam,
Quàm mirè cunctis sensibus orbus habet!
Ista abeant; adsis Titan, citò meque revise,
Colchiacas artes, si cupis, ipsa dabo.
Non opus ut subeas, veluti Pagasæus Iason,
Phasiacas Argo nave repostus aquas.
Et superes tot monstra tuis Hecatæa venenis,
Ignivomos Tauros, terrigenasque viros:
Og jeg har heller aldrig været, og vil ikke blive, en Medea - jeg bruger ikke svig
-
men hvis du søger Colchis, er Colchis også her:
Jeg har et dejligt lysthus, omgivet af en herlig have,
som du næppe finder mage til: Dem vil jeg, begge, kalde Colchis.
Et lysthus, ja - men endnu har det aldrig set mig lystig,
til trods for at jeg der har dit portræt.
Selv det bedrøver mig: hver gang jeg ser det må jeg sukke dybt fra sjælen
og
væde kind og mund med mine tårer.
Jeg synker sammen, og med hovedet på den ene arm
mumler jeg stille for mig selv:
"Gid den hvis skønne ansigt du så smukt gengiver
var her! Gid jeg får lov engang at se ham selv!"
Jeg ser så længe på det at mit syn og mine sanser svigter
og mine piger griber mig idet jeg falder.
Og næppe er jeg kommet til mig selv før jeg igen vil se det
- atter og atter higer jeg imod det i bestandig kredsen om min egen ulykke.
Selv nu, mens jeg fortæller dette, banker blodet i mit bryst,
og jeg kan dårligt holde mig på benene.
Bort mørke blod! Mit bryst, mit sind hav styrke!
og lad mig føje bare et par linjer til.
Hvis jeg så heller ikke da bør skånes - efter det par linjer -
Så tag blot hørelsen og synet fra mig. Så holder jeg det ud
- det er jeg vant til! (hvor er det dog en grusom trøst
at plagerne har været her for ofte til helt at slå mig ud!)
Nej, mine bønner hjælper intet: sorgen har fat,
nu bider den sig mere fast jo mer jeg holder den tilbage, nu tvinger den mig til at
standse.
Kom hurtigt, bring mig vand, bring salt, vin, krydderier, eddike!
Kom, skynd Jer piger! skynd dig jomfru!
Åh ja, det hjalp - så lad mig komme videre og atter gribe pennen.
Hvor det dog føles sært når alle sanser svigter!
Men lad nu alt det fare.
Titan, du må komme her tilbage hurtigt.
Hvis det er Colchis-kunsten du vil have, har jeg den her.
Det kræves ikke at du, ligesom Jason
på skibet Argo sejler op ad Phasis bølger,
og overvinder uhyrer med dine heksedrikke
- tyre med ånde af ild, mænd der gror lige op af jorden,
