Tekstbase - kontekst
Du er på side 7 af 17 sider (Side 148 i forlægget)
Document Buttons
Quin tibi cum fidam satis ipsa, ubicunque moreris,
Nostra aliis tamen est suspiciosa fides.
Credula quòd fuerim nimiùm, quod stultius urar,
Te quoque me leviter deseruisse, putant.
Plura feram modò sis tu saltem corpore salvus,
Id Dii si renuant, te sine nulla feram.
Objiciunt, blandis quòd sim delusa loquelis,
(sic deludi abs te fæmina crebra volet)
At non mellifluis, quorum tibi copia, verbis,
Quòd decepta queror, si qua ea culpa, mea est:
Sponte tuis cessi votis, te sponte probavi,
Ut Chalybem magnes attrahit, ipsa sequor.
Inter tot genere illustres, quos Dania nutrit,
Solus es ex imo qui mihi corde places.
Teipsum, non tua verba moror, nil indiga verbis
Forma tua est, Virtus me Probitasque movent.
Sit foecunda aliis, velut est facundia prægnans,
Me tamen in partes non trahet illa suas.
Suave quidem mel est, at Fel sub cortice dulci
Quòd tegat, exemplis res mihi nota satis.
Nec tua fictitia est, hac te Natura beavit,
Quâ superas reliquos, grata loquela, viros.
Hanc tibi Mercurius Veneri sociatus in ortu,
Ædibus è propriis largus habere dedit.
Nec mirùm Superûm Præconi quòd Venus adstans,
Blanda tibi et pariter verba diserta parit.
Quin simul his Phoebus Geminorum jungitur astro,
Noster et hinc Geminus fortè oriundus amor,
Sed levis est Stilbon, levis est Cytheræa, Gemelli
Sunt duplices, constans quid queat inde sequi?
Sol etiam radiis, qui pandit et omnia condit,
Gradivi et Veneris prodidit antè dolos.
At quid ea huc refero? Spurci valeatis amores,
Concessos thalamos, vincla probata loquor.
Si qua tamen levitas hinc aut aliundè subintret,
Mox abeat, nostro sitque ab amore procul.
Selv stoler jeg jo på dig, hvor i verden du end er,
men denne tillid er der andre der betvivler.
De mener jeg har været for naiv, at mine hede følelser er tåbelige,
og at du uden skrupler har forladt mig.
Det kan jeg bære, hvis du blot er sund og rask,
- hvis guderne vil noget andet, hvis jeg ikke har dig mere, kan jeg intet bære.
De påstår at din indsmigrende tale har bedraget mig
(og sådan kunne mange kvinder ønske sig at blive snydt af dig!)
men jeg kan ikke klage, jeg har ikke ladet mig bedrage af de honningsøde ord du har
så let til -
hvis nogen kan bebrejdes er det mig.
Utvunget har jeg underlagt mig dine ønsker, utvunget har jeg godkendt dig,
du drager mig som en magnet tiltrækker stål.
Blandt alle de velbårne mænd der er i Danmark
er du den eneste jeg af mit fulde hjerte holder af.
Det er dig selv og ikke dine ord der fængsler mig: Din skønhed gør al tale
overflødig,
din faste karakter og din anstændighed betager mig.
Hos andre kan veltalenheden bære frugt, vi ved at den kan blomstre,
men mig kan den nu ikke overtale.
Honning er dejlig, men den søde skal kan dække over galde,
det er noget ved jeg alt om.
I øvrigt er din skønne tale, der fordunkler alle andres, ikke kunstig:
Den har naturen skænket dig.
Den har Merkur, der stod ved ascendanten, tæt ved Venus,
gavmildt forlenet dig med fra sin egen bolig.
Når Venus står så nær ved gudernes herold kan det vel ikke undre
at dine ord blir både søde og veltalende.
Samtidig slutter Phoebus sig til disse to, i Tvillingernes tegn
- det kan måske forene os, som tvillinger, i kærlighed.
Men Stilbon er jo ustabil, og Cytherea ligeledes,
tvetydighed er Tvillingernes særtræk - hvordan skal dette skænke dig stabilitet?
Selv Solen, der med sine stråler åbenbarer og fordølger alt,
har før afsløret Mars og Venus i en list.
- Men hvorfor nævner jeg det her? Nej, smudsig kærlighed har intet her at gøre:
Her taler jeg om lovligt ægteskab, om respektable bånd.
Og skulle der alligevel et sted indsnige sig letfærdighed,
så gid den varer kort, og holder sig langt væk fra vores kærlighed.
