Tekstbase - kontekst
Du er på side 203 af 263 sider
Document Buttons
Jeg seer din kæmpe mact, du Hiorten icke sparer,
Med viis-søgt vinge-støb ham blinder oc bedaarer:
Jeg priis din høje fluct, din klippe bygd hin ranke,
Dit u-betaared Siun, mod Soole-striimer blanke,
Dit dybe neder-sict i blaa Neptuni heede,
Dit lange Nestor-Aar, din gift-forseckred reede,
Hvad vil jeg sige meer? du ævig-varnde Feere,
Blaa Mynde Jægeren i Døden kandst forære.
Den lystig Plinium mig lyster nu at høre,
Oc med hans Ørne-dict, din Lof til Ende føre.
Om trent ved Hellespont en riiger Jomfrue boode,
I Skønhed mage-løs, der ingen mand fortroode
Sin stoore Deilighed: Men hun all' Amors Piile,
Cupido stærk udskød, forbi lood ofveriile.
Som hun engang paa Jagt, med Jæger-klepper raske,
Igiennem Berg oc dal vil Hinden efter hiaske,
Oc blef en Steen-buk var, iblant de Bierge-toppe,
Opklimrer sig med mact, at skyde ham der oppe,
Fandt hun paa fielde-kam, (der hun tog paa at meede)
To Ørne-unger smaa i caltrichered reede,
Som med sit skarpe Sict, saae Soolen under Øje,
Oc med en aaben hals, forvented' af det høje
En Agerhønne feed, en Lufte-fangen Due,
Naar Moderen af Jagt vild' hiem til Boolig flue.
Af disse tog hun een, fandt under ham i reede,
Ætiten Ædel-steen, der hun begyndt' at leede.
Saa iiled' hun med hast af Klippen ned den steile,
Som Ild var efter kast, lood Fooden icke feile.
Men Ørnen dag fra dag, blef tam hoos Jomfruu siide,
Gaf Selskab med paa Jagt, fløj naar hun vilde riide:
Hves vildt hans krumme klov, i Luften kund' op-jage,
Ja paa den breede heed, i fuld curreer op-tage,
Vertinden hand det gaf, sin Jomfru hand det førde,
Hand kændte hendes røst, oc viidt i Luft den hørde,
Betalde hende saa, sin leckre disk oc føde,
