Tekstbase - kontekst

Du har søgt på: recte istud | Du er på side 100 af 147 sider (Side 266 i forlægget)

Lætus: De Nato (1577) - LATIN Lætus: De Nato (1577) - OVERSÆTTELSE

Document Buttons

tilbage til søgeresultat

første side

forrige side

Du er på side:

næste side

sidste side

eam nolo, cum honesto hoc ac grato multis, vt opinor, loco cum aliqua etiam posteritatis vtilitate gratitudineque possit conseruari.

<515>

				In vernalis temporis
				ortu lætabundo
				dum recessum frigoris
				nunciat hirundo,
				Terræ, maris, nemoris
				decus adest deforis
				renouato mundo,
				vigor redit corporis,
				cedit dolor pectoris
				tempore iucundo.
			

				Terra vernat floribus
				et nemus virore.
				Aues mulcent cantibus
				et vocis dulcore.
				Aqua tempestatibus
				caret, aër imbribus
				dulci plenus rore.
				Sol consumptis nubibus
				radiis potentibus
				lucet cum decore.
			

				O quam mira gloria,
				quantus decor Dej!
				Quanta resplendentia
				suæ faciej!
				A quo ducunt omnia,
				summa, ima, media,
				formam speciei.
				Magis hæc distantia,
				quam sit differentia
				noctis et diei.
			

Et ille quidem ita poësi tum peruulgata lusit.

Odam autem, quod ea mihi <516> memoria pene excidisset, scripto comprehensam ad me misit Petrus Paulinus, qui recens mortuus

og jeg vil derfor ikke holde det tilbage, når det her kan bevares på et værdigt og, formoder jeg, for mange tiltalende sted, og blive til nytte og glæde for eftertiden.

				Når den glade forårstid
				først får overtaget,
				bringer svalen budskab hid:
				frosten er forjaget.
				Udenfor er skønhed stor
				over skov og hav og jord:
				en fornyet verden.
				Lykke gennem alting går,
				kroppen atter kræfter får,
				brystet fries for smerten.
			

				Blomster dækker hver en vang,
				skovene blir grønne.
				Fugle hæver nu til sang
				deres stemmer skønne.
				Ingen storm gør vandet vildt,
				regnen flyr fra luften - mildt
				duggen kun sig breder.
				Solen vinder magt på ny
				og fortrænger hver en sky,
				lys og skønhed spreder.
			

				Hvilket vældigt pragtopbud
				skøn er guddomsmagten.
				Ak, hvor smukt den gode Gud
				spejler sig i pragten.
				Øverst, mellemst, helt her ned
				ser vi alt sin herlighed
				efter Herren tage,
				Skønt den afstand er så stor,
				mer end forskellen der bor
				mellem nat og dage.
			

Således udfoldede han sig i sin tids digteriske former.

Denne ode havde jeg selv næsten glemt, men jeg fik tilsendt en nedskrift af den fra Peder Poulsen i Roskilde. Han er for nylig