Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 15 af 147 sider (Side 92 i forlægget)
Document Buttons
belliue labores ab ipsis <83> pene crepundiis conciliarunt. Horum igitur curam minime negligendam esse, et quidem tum profecto maxime cum tantis fortunæ incrementis conditionem vitæ honorumque Dij immortales cumulauissent. Diuersorum mores non primis protinus iniciis congressuque coalescere, et dubiam sæpe quorundam esse fidem quæ non dum explorata sit. Scire quidem agnoscereque quemque beneficium esse ad tantos rerum maximarum dignitatisque apices, cum peregrini externique fuerint, inuitari. <84> At vicio interea sibi minime vertendum esse si, dum suos fouendos retinendosque putant, periculum de beneuolentia faciant aliena, quantumque his, in quorum se tergumque suum deinde committant fidem, tribuendum sit, non impetu ceu transcursu quodam, sed mora ac perseuerandi studiis explorent. Ita diuiduis animorum curis vnam regni salutem ventilari.
Quin faciles et persæpe quidem subitos existere pectorum motus ad rerum, quas tentari interdum accidit, <85> nouitatem. Quibus cum peregrinis principibus nonnunquam conflictandum sit, equidem aut nihil prospicientis aut parum sibi consulentis esset, nudum præsidiis compertis latus alienis furoribus obicere, quodque coniuere auertereque consilio potuissent oscitantia ac securitate assciscere. Versari ante oculos exempla eorum qui, nisi subnixi essent suis, fortunæ asperitatem minime perrupissent. Sed hisce quidem in medium relictis ad id quod nobis propositum est oratio <86> reuertatur.
Cum igitur periculorum magnitudine percelluntur pij amantesque patriæ suæ reges, cumque subditi dolores ærumnasque cogitant quas, sublatis morte principibus, sæpe quidem existere necesse est, precipue cum masculo hærede destituti orbam pene solatij ac consiliorum patriam in medio discrimine relinquant - quibus quæso animis, quaque exspectatione in hunc reginæ partum et regem ipsum et omnes <87> regni incolarumque ordines aspectauisse putes? [H1:] Ingens profecto desiderium assiduaque fuere vota auidos optantium regis subditorumque animos dato filio expleri perfici
ensstemmelse i levevis og fælles prøvelser i krig og fred. Derfor må de ikke glemme hensynet til disse mennesker - især ikke når de selv har oplevet en sådan forbedring af deres kår, og de udødelige guder har hævet dem til så ærefuld en position i livet. Når mennesker i forvejen er forskellige, harmonerer deres adfærd ikke straks fra første færd, og en loyalitet der endnu ikke har stået sin prøve er ofte tvivlsom. Enhver er klar over at det er en særlig æresbevisning når fremmede og udlændinge bliver opfordret til at indtage den øverste og fornemste position i et land. Men på den anden side skal det heller ikke lægges dem til last hvis de synes de bør begunstige og holde fast på deres egne landsmænd, og derved sætter den fremmede velvilje på prøve, eller hvis de udforsker hvor meget de kan stole på dem til hvem de har betroet deres liv og legeme - ikke på en uoverlagt og forhastet måde, men forsigtigt og vedholdende. Sådan finder man frem til et riges samlede velfærd på baggrund af forskellige interesser.
En uro der fører mod omvæltninger af den art der af og til gøres forsøg på, kan let opstå, og gør det ofte helt uden varsel. Det medfører ikke sjældent krigsførelse mod fremmede fyrster, og det ville være yderst kortsynet eller temmelig uforsigtigt at udsætte sig selv for udenlandsk aggression, uden nogen pålidelig beskyttelse. Det ville være det samme som med ligegyldighed og forsømmelse at skaffe sig selv problemer på halsen, som man med ordentlig planlægning kunne have set bort fra eller helt undgået. Vi kan omkring os betragte en lang række eksempler på herskere som, hvis ikke de havde haft deres landsmænds støtte, aldrig havde kunnet overvinde den bitre modgang skæbnen gav dem. Men jeg vil nu lade disse ting ligge og vende tilbage til mit egentlige emne.
Det er altså klart at tanken om de store farer må gøre stort indtryk på fromme og fædrelandskærlige konger, og at undersåtterne tilsvarende må frygte de store lidelser der ofte opstår ved en fyrstes død - og det særlig når han går bort uden en mandlig arving og efterlader sit land uden nogen form for trøst og råd i den mest afgørende stund. Derfor er det ikke svært at forestille sig den spænding og forventning hvormed både kongen selv og alle landets indbyggere af alle stænder nu afventede dronningens nedkomst. [H1:] Alle nærede et voldsomt ønske, som fandt udtryk i stadige bønner, om at dette inderlige håb måtte gå i opfyldelse for kongen og hans undersåtter og at deres forventning måtte blive indfriet ved
