Du er her: Forside Tekstbase Lætus: De Nato (1577) Lætus: De Nato (1577), Side: 16 (94 i forlægget)

Tekstbase - kontekst

Du har søgt på: recte istud | Du er på side 16 af 147 sider (Side 94 i forlægget)

Lætus: De Nato (1577) - LATIN Lætus: De Nato (1577) - OVERSÆTTELSE

que exspectationem, quam iccirco vehementiorem fuisse crediderim quod proximo ante hoc puerperio non tam exspectari infans masculus a multis, quam ab aliquibus promitti ceperat, <87> quorum tamen facilitas, nata postea filia, præter spem frustrata est.

[H:] Ingens profecto desiderium assiduaque fuere vota auidos optantium regis subditorumque animos dato filio expleri perficique exspectationem, quam iccirco vehementiorem fuisse crediderim quod proximo ante hoc puerperio non tam exspectari infans masculus a multis, quam promitti ceperat, ab iis, qui tum sibi ob artis suæ medicæ vsum magnas pollicebantur <88> rerum fortunarumque in aulis principum accessiones. Quæ quidem præsumptio fiduciaque plane temeraria, cum aliquandiu multorum animos dementauisset, in fabulam tandem risumque desiit quod, sobolem fælici partus labore enixa regina, ineptas quorundam pollicitationes nata filia elusisset.

<88> At cum tertio gestaret vterum, quanquam eo spectare multi vt filium nasci mirifice expetiuerint, inferre tamen nexum partui deque sobole futura, quo illa sexu in auras prodiret <89> vitæ, definire proclamareque ausi non sunt. Signis interea nec paucis tamen, et plurimum certe congruentibus, de tanta re statui pronunciarique ceptum est. Nam et reginæ plurimus semper fuit vigor multaque alacritas, et ægritudo pene nulla molestiam gestanti intulit, eratque et tumor præter solitum maior cum plena faciei artuumque cæterorum habitudine, ita vt fætum cum voluptate amplecti gestareque omnino videretur. Tum vero <90> ambulandi proficiscendique studium, loquendi ac confabulandi sine anxietate facilitas et quæ circa ciborum somnique modum animaduersa ratio est cætera omnia egregie confirmauit.

Quin et præsagia erant patri, mens ipsa, immota in id ceu defixa cogitatione, cum sobolem sibi hoc partu, nisi masculam, polliceri non potuisset. Sæpe et illud subiit animum, ita sibi quoque successisse natiuitatem vt, quanquam primus is inter filios esset patri, sororem tamen <91> natu maiorem habuerit, quæ vt ordine prior in lucem prodiisset, ita nuptam Borusso amitam pari partus gradu vitalibus auris aspirauisse. Id Daniæ regibus vsu iam venisse diu, vt

at det blev en søn - en forventning der nok har været særlig stærk, ikke så meget fordi mange ved den sidste fødsel havde ventet en dreng som fordi visse personer dengang var begyndt at stille dette i udsigt. Disse menneskers lettroenhed var dog blevet gjort til skamme, da dronningen siden fødte en datter.

[H:] Alle nærede et voldsomt ønske, som fandt udtryk i stadige bønner, om at dette inderlige håb måtte gå i opfyldelse for kongen og hans undersåtter og at deres forventning måtte blive indfriet ved at det blev en søn - en forventning der nok har været særlig stærk, ikke så meget fordi mange ved den sidste fødsel havde ventet en dreng som fordi visse personer dengang var begyndt at stille dette i udsigt. Det var folk der så store muligheder for at lukrere på deres lægekunst ved fyrstehofferne. Den dristige og hasarderede påstand havde en overgang tag i mange, men druknede til sidst i almindelig latter da dronningen efter en lykkelig fødsel nedkom med en datter.

Da hun nu ventede sig for tredje gang, var der dog ingen der turde hævde noget bestemt om fødslen eller udtale sig om hvilket køn barnet ville have når det kom til verden, skønt mange nærede et stærkt håb om at det måtte blive en dreng. Til gengæld var der på dette tidspunkt en række tegn der gav nogle fingerpeg om denne vigtige sag, og det vel at mærke tegn der stemte udmærket overens med hinanden: Et var at dronningen til stadighed var i besiddelse af stor energi og livlighed og stort set intet ubehag følte under svangerskabet. Et andet var at hendes mave voksede sig endnu større end ellers, ligesom både ansigtet og de øvrige lemmer var sunde at se til, så det var tydeligt at hun bar barnet med den største fornøjelse. Desuden foretog hun gerne både spadsereture og længere rejser, og hun talte let og utvungent med andre mennesker. Også det man kunne iagttage med hensyn til mad og søvn bekræftede det øvrige på det smukkeste.

Også faderen modtog varsler, men i sin stadige kredsen om emnet kunne han heller ikke have forestillet sig andet udfald af denne fødsel end en dreng. Ofte kom han også til at tænke på at han selv ganske vist var sin fars ældste søn men havde en ældre søster - og ganske som hende havde hans faster, der nu var gift i Preussen, været den ældste i rækken. Det havde allerede længe været almindeligt blandt de danske konger at de fik en datter første