Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 21 af 147 sider (Side 106 i forlægget)
Document Buttons
medendum malis putet ne, dum ocio licentiaque militamus viciis, incendia vastissima pænarumque atrocitatem continuo attrahamus.
Primum culpæ malum esse veræ contemptum pietatis, <114> quem non tantum ingens quædam tristissimarum actionum Lærna auget multiplicatque, sed indigna Christianis sabbathi ac temporis ad sacra peragenda destinati violatio aspirat, promouet et firmat. Deinde potandi heluandique consuetudinem ita omnem humanitatis <115> modum tollere, vt quæ maioribus grata parsimonia, quæ Deo accepta probataque sobrietas fuit, ingurgitationis ac beluinæ ebrietatis ludibrio fatiscat, peneque hoc vno homo humanum genus exuat, salubrisque abstinentiæ, moderationis ac ieiuniorum medicina crapularum feruoribus extinguatur. <116> Tandem crebuisse dirarum iuramentorumque atque execrationis vsum, quo et Deus contumelia afficitur et vulnus infertur conscientiis, alienaque vel turbatur pietas vel augetur dolor, offendunturque animi vindictam deposcentes.
Hæc ad regem perferas, mandesque vt licentiam constringat legibus, audaciamque ac lasciuientes ad flagitia <117> animos certo stabilique pænarum metu coherceat, nihilque parentes manu vindice persequatur. Vtque fides verbis sit: Filium hoc reginæ partu natum iri dicas, quem et propria maiorum virtus et amplissima rerum gerendarum series, vita Deoque comite, posteritati commendarit.
Nec regem tantum his de rebus <118> moneas: Late spargas visum, interque cunctos testari ipsum velis. De forma si quid sciscitentur etiam, hac me visam dicas." - Simulque et diduxit vestem et spectari corporis membra iubet, vultumque et collum et pectus vberaque gratissima considerari. Manus liuentes paulumue obscuriores apparuisse rettulit, siue nudas eas siue obsepimento <119> tectas (quod quidem crediderim magis) aspexisset. Vestis, quæ æmulari delphinorum tegumenta poterat, togæ demissæ instar striis plicisque tanquam conuoluta, corpus totum cinxit pertinuitque ad mentum. Sermo perspicuus oculique nitentes erant. Denique, vt commemorari rem percepimus, nihil in ea quod spirare inferreque horrorem posset visum
forstå at der skal planlægning og myndighed til for at afhjælpe disse problemer. Vi må ikke med vores passivitet og ligegyldighed ligefrem kæmpe på lasternes side og derved nedkalde bål og brand og frygtelige straffe over os selv.
Foragten for den sande fromhed er syndens første trin. Den ikke alene forøges og mangedobles i den vældige sump af usle og ulyksalige handlinger, den befordres og bestyrkes også af den for kristne mennesker ganske uværdige måde hviledagen og alle de tidspunkter der er afsat til gudstjenester bliver krænket på. Også drikkeriet og frådseriet overskrider enhver menneskelig anstændighed: Den sparsommelighed vore forfædre holdt af, den afholdenhed som Gud bifalder går i forfald og bliver til spot, til æderi og dyrisk drukkenskab. Ja, man kan næsten sige at dette alene kan fratage menneskeheden dens menneskelighed, når hele afholdenhedens, mådeholdets og fastens helsebringende virkning bukker under for rusens vildskab. Endelig er også brugen af eder og forbandelser taget til, hvilket er en hån mod Gud, samtidig med at det sårer vores samvittighed, vækker anstød hos gudfrygtige mennesker, eller bringer dem endnu større smerte og krænker de sjæle der ønsker frelsen.
Dette skal du meddele kongen, og du skal forlange at han indskrænker den uanstændige optræden med lovgivning, holder de skamløse, de udsvævende og lastefulde i tømme med truslen om sikker og uundgåelig straf, og med hård hånd slår ned på dem der ikke adlyder. Og som bevis på troværdigheden af dine ord skal du sige at dronningen denne gang vil nedkomme med en søn, hvem Gud, som livet skrider frem, vil skænke stor berømmelse, både for nedarvede dyder og for en lang række store bedrifter.
Og det er ikke kun kongen du skal give disse formaninger. Du skal fortælle vidt og bredt hvad du har set, og bevidne det over for alle mennesker. Hvis de også spørger om mit udseende, kan du sige at jeg så sådan ud." Og i det samme trak hun sin dragt til side og befalede ham at betragte hendes krop - lemmerne, ansigtet og halsen og de smukke bryster. Han fortalte at hendes hænder så blålige eller lidt mørke ud, hvad enten de så var nøgne eller - hvad jeg snarere vil tro - dækket af et eller andet, da han så dem. Hendes dragt, der kunne minde om delfinskind, dækkede kroppen helt op til hagen som en slags lang toga med mange folder og rynker. Hun havde et klart sprog og strålende øjne. Alt i alt var der, i følge den beskrivelse jeg fik, intet ved hende der kunne skræmme nogen. Da
