Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 24 af 147 sider (Side 112 i forlægget)
Document Buttons
Et iam insulam totam hæc oppleuerat, cum in proximas delata sparsaque terras omnium aures animosque peruasit fama, quæ vt fertur constans, ita suspensos diu multos tenet, donec traiciens in Sialandiam agricola <130> et ipse præsens esset narrationi testis et rei certitudinem vberiore explicationis solertia penitus affirmaret. Kalundburgum primum appulit. Eo loci cum a multis de re sparsa auditaque deque ea qua se dicebat cogi impellique necessitate interrogaretur, prompte equidem perspicueque coram nobilissimis N, N, N et N regni senatoribus coramque Petro Iohannis scriba quæstorio et aliis, itidem bonis, de negocio locutus, <131> omnem rem, vt gesta perfectaque erat, sine ambagibus enarrat. Illi audito excussoque homine cum ad regem, qui tum moratus Kalundburgi res ad publicam regni incolumitatem pertinentes senatu amplissimo pertractauit, de nouo nymphæ studio mandatoque retulissent, simulque viri preces, quibus se admitti audirique vehementer exoptabat, exposuissent, sequi hominem rex iubet Antvorskouium, quod <132> itineri nunc accincto operam Kalundburgi hisce rebus dare sibi non licuisset. Progressus rex eo ipso die Antuorskouium peruenit, eumque Samso insecutus est.
[[Sed ne tum quidem admitti sinebat virum congeries negociorum multa, quæ venientem istuc regem protinus exceperat. Vt ergo postero die rex profectus sub vesperum attigisset <133> Soram, istic quidem loci Samsonem audire statuit.]] Vocatus ergo rogatusque de re tanta, cuius iam late fama increbuerat, sententiam, equidem interritus constansque de omnibus coram ipso rege testatus est, additque ignoscendum esse misero, quem non leuitas proteruiaque sed mandati constantia terrorque demum additus et minæ in istam necessitatem impulissent.
Rex obstupescere primum admirarique. Mox ita sese verbo Dei confirmatum <134> ait, vt non magnopere se a monstris permouendum putet, siue tellus ista siue vastior tellure oceanus efferat ac progignat. Ita ecclesiis ministerio doctrinæ prouisum esse, vt notari pingique ac damnari vitia perpetuis pastorum curis sciat approbetque, seque eam in rem sollicitis studiis incumbere, ne quid, se viuo gu
Ikke så snart havde rygtet spredt sig over hele øen før det også bredte sig til de omkringliggende områder, hvor alle hørte om det. Rygtet bed sig fast og holdt i lang tid mange mennesker i spænding - indtil bonden selv kom over til Sjælland og ikke alene personligt kunne bevidne historien, men også bestyrke dens troværdighed med udførlige forklaringer. Først sejlede han til Kalundborg. Dér spurgte mange mennesker ham ud om det man havde hørt, og om de forpligtelser han sagde at han var blevet påtvunget, og i nærvær af de velbyrdige rigsråder NN, NN, NN, og NN, samt renteskriver Peder Hansen og flere andre gode mænd, som han forelagde sit ærinde, forklarede han nu uden omsvøb hvordan det hele var foregået. Disse herrer modtog hans besked og forhørte ham yderligere om sagen, og da kongen på dette tidspunkt opholdt sig i Kalundborg for at forhandle en række sager vedrørende rigets sikkerhed med rigsrådet, forelagde de ham denne forbløffende aktivitet fra en havfrues side og den ordre hun havde givet. Samtidig overbragte de mandens indtrængende bøn om at få foretræde. Kongen befalede at han skulle følge med til Antvorskov, eftersom han allerede havde gjort klar til rejsen og derfor ikke kunne tage sig af sagen i Kalundborg. Herefter drog han afsted til Antvorskov, som han nåede samme dag - og samsingen fulgte efter.
[[Men heller ikke her lykkedes det manden at få foretræde, fordi kongen omgående blev modtaget af en hob af sager der skulle forrettes. Det var derfor først hen under aften næste dag da kongen var nået videre til Sorø, at han besluttede sig for at modtage samsingen.]] Han blev derfor kaldt ind og udspurgt om den mærkelige sag som der gik rygter om vidt og bredt. Han bevidnede nu det hele over for kongen selv, ganske roligt og frygtløst, og tilføjede at kongen måtte tilgive en stakkels mand, der ikke var noget upålideligt eller letsindigt menneske, men var blevet tvunget ud i denne situation først af indstændige ordrer, og senere også af skrækindjagende trusler.
Kongen var først meget forundret. Men snart efter sagde han at Guds ord havde givet ham en sådan styrke at han ikke følte nogen særlig grund til at være bange for uhyrer - hvad enten de kom fra jorden, eller fra havet, der er endnu større end jorden. I kirkerne var der foreskrevet en sådan forvaltning af læren, at han følte sig ganske sikker på at præsterne til stadighed arbejdede med at stemple, udmale og fordømme lasterne. Selv søgte han omhyggeligt at sikre at der i hans leve- og regeringstid aldrig ville blive ydet nogen
