Tekstbase - kontekst
Du er på side 31 af 147 sider (Side 126 i forlægget)
Document Buttons
piscentia commissique sceleris dolore, Christo ipso medico ac condonante, obduci persanarique nullo modo possunt. Huc respectus, huc intenta mens sit, hac pergendum ad concordiam tranquillitatemque via. <168> Ambagibus consiliisque etiam humanis et astuta conceptus politici ciuilisque venditatione nihil profecto est quod pacem studeas, offenso iratoque interim cælo, restituere. Propitium habeas æternum Dei filium, quo duce mediatoreque aut pacem speres, aut exercitia vitæ crucisque ac pietatis in vera ardenteque nominis Dei inuocatione cum patientia sufferas et vincas.
[H1:] In Galliis tumultuatum pugnatumque solito more esse constat, <169> et tamen maiora Henrico regi ad concordiam vota quam prioribus ad tollendas insidias suspicionesque fuisse voluntatem, ab amplissimo <170> Carolo Danzæo, Franciæ regum in Dania legato, viro optimo doctissimoque, nobis explicatum est.
[H:] In Galliis tumultuatum pugnatumque solito more esse constat, <169> et tamen maiora Henrico regi ad concordiam vota quam prioribus ad tollendas insidias suspicionesque fuisse voluntatem. Hispanorum fraudes late equidem auditæ sunt, siue illas domestico regnorum consilio regisque Philippi comprobatione constitutas, siue militum in Belgico grassantium licentia atrocitateque decretas occultatasque esse putandum sit. Direpta <170> incensaque Antwerpia et ciuibus trucidatis, cum re ceu bene etiam gesta reuocari militem auditum esset, exhilaratos recreatosque omnium animos ferunt, restitui tranquillitatem aliquam posse, afflic***
Post direptam incensamque Antwerpiam et trucidatos ciues Hispanorum copiæ mouentes loco <171> Mastricum deductæ sunt. Fama erat in Hispaniam reuocatum militem discedere. Sed crudelitati fraus adiecta vulgi tantum oculos auidumque libertatis animum perstrinxit, vt quæ fieri expetiuissent, fieri debere imaginati sint. At miles occupato Mastrico proximus incendio veteri consedit, et terrorem vicinis augens, et occasionem nactus transportandi disponendique ea quorum accessione <172> incrementisque e direptione locupletatus est. Excessisse vrbe oculisque eorum quibus ob crudeli
vittighed, som udelukkende kan heles med besindelse, med anger over de begåede forbrydelser og med den lægedom der bor i Kristi tilgivelse. Dette er den vej vi bør rette vort blik og vort sind, dette er vejen til samdrægtighed og fred. Hvad nytter menneskenes forsøg på at genoprette freden med indviklede planer og snedige politiske ideer, hvis det er himlens vrede man kæmper mod? Man må have Guds evige søn på sin side. Under hans ledelse, ved hans mellemkomst, kan man håbe på freden, eller finde tålmod til med sand og brændende påkaldelse af Guds navn at bære livets, korsets og fromhedens prøvelser og vinde sejr.
[H1:] I Frankrig var der som sædvanlig krig og uro. Og dog nærede kong Henrik et ønske om national samdrægtighed der langt overgik forgængernes vilje til at udrydde intriger og mistanke, efter hvad der er blevet mig oplyst af den franske konges gesandt i Danmark, den store og højlærde mand Charles de Dançay.
[H:] I Frankrig var der som sædvanlig krig og uro. Og dog nærede kong Henrik et ønske om national samdrægtighed der langt overgik forgængernes vilje til at udrydde intriger og mistanke. Overalt hørte man om spaniernes bedrageri. Men det var uklart om det var planlagt hjemme i regeringen, med godkendelse fra kong Philip, eller i hemmelighed var blevet besluttet af de ubeskriveligt grusomme soldater der hærgede Nederlandene. Da Antwerpen var blevet plyndret og afbrændt og indbyggerne myrdet, forlød det at soldaterne nu blev trukket bort igen efter veludført indsats. Det fortælles at alle nu blev grebet af stor lettelse og glæde over at der kunne genindføres en vis ro ***
Da Antwerpen var blevet plyndret og afbrændt og indbyggerne myrdet, brød de spanske tropper op og drog til Maastricht. Rygtet sagde at de drog væk fordi de var blevet kaldt tilbage til Spanien. Men det var - oven i den grusomhed de havde udvist - en list: I sin længsel efter frihed blev befolkningen bragt til at tro at de så det de håbede på. I stedet slog tropperne sig altså ned i nærheden af den afbrændte by ved at besætte Maastricht, og derved lykkedes det dem på én gang at øge skrækken hos de omkringboende og at skaffe sig lejlighed til at fjerne og fordele de ting de havde beriget sig med under plyndringen. Da de forlod byen, og borgerne, der hadede dem for deres grusomhed og totale lovløshed, ikke længere
