Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 41 af 147 sider (Side 146 i forlægget)
Document Buttons
Cogitanti aliquando mihi quo pacto summi illi prestantesque inter Græcos Latinosque viri illam nominis famæque immortalitatem <218> adepti sunt, equidem aut sola hæc nobis aut præcipua profecto visa est ratio: factis equidem magnificis liberalibusque et grato virtutum vsu claros domi forisque habitos, ingeniis autem summorum hominum literarumque monumentis ita demum et nominis memoriam et splendidam honestamque posteritatis approbationem consequutos esse, quod cum eam viuendo agendoque <219> consectati essent formam qua vicia improbitatemque exhorruerint, quod iustum esset modestumque spiraret humanitatis vsum iniuriæ atque calumniis prætulerint, ocio ignauiæque anteposuerint solertiam et perficiendi celeritatem, flagitiosos viciisque infames delibutosque aut consilio fugarint aut fugarint manu, denique publicam rem salutemque ac dignitatem patriæ omnibus vitæ bonis anteferendam duxerint - equidem nobilibus vatum <220> studiis eleganteque doctrinarum cursu ab obliuionis iniuria vindicati sunt. Dare hoc deos immortales musis, vt præsidio earum et laudem honeste facta mereantur inter viuos, et memori posteritatis vsu certam veramque capiant admirationem.
Aut quid demum causæ esse putes vel ignorari penitus multa vel tanquam mersa sepultaque tenebris plura delitescere, vel cæcis <221> denique sparsisque ambagibus nonnunquam ferri quædam quorum ne vmbra quidem veritatis liquido cognoscatur? Via ad immortalitatem gloria est. Hæc cum recte factorum conscientia nititur, equidem ita sartam solidamque duxeris, si secundo populi rumore plausuque bonorum ad posteritatis noticiam progrediatur. Id literarum adminiculo clarisque ac perspicuis ingenij humani <222> studiis perfici absoluique necesse est.
Quantum vero existimandum est maximorum operum virtutisque summæ excessisse hominum memoriæ, quod literarum interea
Når jeg fra tid til anden overvejer, hvordan de største og mest fremragende personligheder blandt romerne og grækerne har opnået deres udødelige berømmelse, forekommer der mig kun at være én, eller i det mindste kun én væsentlig årsag: Ganske vist var det deres storslåede og ædle handlinger og deres værdige og uangribelige livsførelse der gav dem berømmelse både hjemme og i det fremmede, men den vedvarende berømmelse, den enestående respektfulde anerkendelse i eftertiden, har de opnået gennem store menneskers ånd, nemlig gennem litterære værker. De nåede frem til et mønster for deres liv og gerning der udelukkede enhver last og uanstændighed, de foretrak retfærdighed og alt hvad der udstrålede et behersket og kultiveret væsen fremfor uretfærdighed og forstillelse, de satte flid og effektivitet over magelighed og dovenskab, de bortviste, enten med argumenter eller med magt, de fordærvede, de fornedrede og lastefulde, kort sagt de satte samfundet, fædrelandets velfærd og værdighed, højere end alle livets øvrige glæder - og derefter unddrog de sig ufortjent forglemmelse gennem de store digteres arbejder og elegante fremlæggelse af viden og erfaring. De udødelige guder har givet muserne i opdrag at sikre glorværdige handlinger bifald blandt samtidige og ægte beundring i eftertidens erindring.
Hvordan skal vi ellers forklare at meget er ganske glemt, at endnu mere ligger skjult som var det dybt begravet i mørke, eller at vi ofte får noget overleveret ad så dunkle og usammenhængende omveje, at end ikke omridset af sandheden står klart? Det er gennem ære man opnår udødelighed. Æren bygger man på bevidstheden om at have handlet rigtigt, men sikker er den først hvis den når til eftertidens kendskab gennem menigmands velvillige omtale og gennem anerkendelse blandt de mere dannede. Dette må nødvendigvis udføres med hjælp fra det skrevne ord, gennem betydelige og iøjnefaldende produkter af den menneskelige ånd.
Må vi ikke formode at mange store gerninger og eksempler på fremragende dyder er gået i glemmebogen, fordi de ikke i tide er
