Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 45 af 147 sider (Side 154 i forlægget)
Document Buttons
Et quidem cumulate hæc omnia. Quæ ne dubia quis mihi aut non paterna fingeret, vna profecto re omnem mihi gratiæ cælestis cogitationem vsumque confirmauit. Euangelij doctrinam dico, qua verus salutis aditus veraque in vitam immortalem ianua et mihi et omnibus meis patefacta est, et cælitus reserata. <239> Hanc noticiam, veræque atque æternæ salutis possessionem liberam assertamque et perpurgatam a stultis infidisque humani ingenij laruis præstigiisque, omnibus vitæ regnorumque mundi bonis longissime antepono. Christum æternum filium Dei precor vt quæ in hisce regnis, nostris maiorumque nostrorum temporibus, clementer exorsus est ad salutem <240> hominum veræque confessionis laudem, et sarta nobis seruet et integra puraque sinat ad posteritatem profluere ac peruenire.
At vero nunc etiam, ne quid fortasse amplissimæ eius erga me voluntati misericordiæ desit, en filium noua quadam eaque cælesti bonorum accessione donat prouidetque in futurum - idque nulla pene spe nostra, cum hunc mihi hæredem polliceri minime potuerim, e causa qua proximo ante hunc partu vxorem conflictari contigit. Deos quæso <241> vt ita superstes siet, si ad augendam Iesu Christo gloriam, si ad promouenda asserendaque regnorum horum commoda publicamque conseruandam dignitatem viuus valensque in lucem prodiisse videatur. Homines equidem, quocunque demum ordine graduque breuem vitæ huius cursum absolui decurrereque nos prouidentia diuina velit, homines profecto sumus, nec quicquam e nobis est cui ceu firmo solidoque quisquam innitatur. Alia affligunt alios, semperque in <242> foribus prostat propendetque aliquid quo humanæ conditionis admoneri quemque necesse est. Deo sustentante promouenteque res nostræ durant, Christique filij Dei manus est et benedictio cælestis, aliqua saltem in vita hac mortali tumultibusque recte atque vtiliter posse fieri. Ei et spes nostra omnis et fiducia omnis commissa sit."
Hæc locutus faciem auertit detersitque manu. Motus oratione Knofius ex interuallo respondebat, gratularique <243> de filio, quodque feliciter Regina absoluisset partum. Precari optima, votisque suis vota regis cumulare et prosequi. Et quidem digressus ille precibus læticiam condiebat.
Hele denne overflod har han givet mig. Og for at ingen skal påstå, at jeg ikke kan stole på al denne medgang, og at den ikke er en del af min fædrenearv, har han med endnu en ting bestyrket mig i mine forhåbninger om at besidde den himmelske nåde. Jeg tænker her på den evangeliske lære. Gennem den er den rette vej til frelse, den rette dør til det evige liv blevet åbnet, opslået imod himlen, for mig og alle mine. Denne bevidsthed, denne besiddelse af den sande og evige frelse, som er blevet renset, løsrevet, befriet for alle de tåbelige og upålidelige gespenster, alt det blændværk, som den menneskelige tanke havde opdigtet, den sætter jeg langt over alle andre goder, som livet og alle verdens riger kan give mig. Dette er min bøn til Kristus, Guds evige søn: Alt det som han i disse riger, såvel i min tid som i mine forfædres, i sin store nåde har påbegyndt til menneskenes frelse og den rette tros lovprisning, beder jeg til at han vil holde ved magt i vores tid og lade nå vore efterkommere i ren og ubeskåret form.
For at hans store velvilje og barmhjertighed imod mig ikke skal have den mindste brist, har han nu skænket mig endnu en, i sandhed himmelsk, forøgelse af mine goder: en søn, som han vil drage omsorg for i tiden der skal komme. Det var mere end jeg selv havde turdet håbe. På grund af de lidelser som min hustru kom ud for under sin foregående nedkomst, kunne jeg ikke stille mig selv en arving i udsigt. Jeg beder til guderne om at han må forblive i live, såfremt hans lykkelige fødsel skal tjene til Jesu Kristi ære, til disse rigers fremgang og bestyrkelse og til bevarelse af nationens værdighed. Vi er alle mennesker: I hvilket samfundslag det hellige forsyn end har villet at vi skulle gennemløbe dette korte liv, så er vi alle mennesker, og fra os kan der aldrig komme noget så sikkert og pålideligt at nogen kan støtte sig til det. Hver har sine trængsler - vi har altid noget for øje som påminder os hver især om menneskets vilkår. Kun med Guds hjælp og bistand går det os godt. Det skyldes Kristi Guds søns hånd, hans himmelske velsignelse, når der imellem omvæltningerne i denne dødelige tilværelse alligevel kan udrettes et og andet godt og nyttigt. Ham er vort hele håb, vor hele fortrøstning betroet!"
Efter disse ord vendte han ansigtet bort, og tørrede sine øjne. Talen havde bevæget Knoff stærkt, og han tøvede lidt før han svarede: Han ønskede tillykke med sønnen og med at dronningen var kommet lykkeligt igennem fødslen. Han ønskede alt godt, og kunne føje sine gode forhåbninger til kongens. Og da han havde trukket sig tilbage, gav han glæden udtryk i bøn.
