Du er her: Forside Tekstbase Lætus: De Nato (1577) Lætus: De Nato (1577), Side: 53 (170 i forlægget)

Tekstbase - kontekst

Du har søgt på: recte istud | Du er på side 53 af 147 sider (Side 170 i forlægget)

Lætus: De Nato (1577) - LATIN Lætus: De Nato (1577) - OVERSÆTTELSE

que commissa est, adij, vt eo loci pentecostes instantis solennitatem pro regni gentisque more aliqua etiam recreationis hilaritate transigerem.

Situs monasterij est non tantum supra quam credibile cuiquam videri potest amænus iucundusque, sed agrorum syluarumque atque aquarum copia, fertilitate et prouentu ita clarus <276> vt, quo tempore res sacræ relligiosæque in pretio non haberi desierant, equidem et vbertate gratissimus et cæli temperie sanitatisque vsu fuerit maxime expetendus.

Adeo sibi prospexerat Bernhardi soboles vt, quamuis istis pene diebus ordini dedisset viuendi regulam seque ipsum Clareuallis veluti in secessum vitæ intulisset, <277> geniminis tamen primi fætus e vestigio ea quæ ad magnificentiam delitiasque pertinere possent loca et deligere sategerit, et quibus confirmarent rationibus contraherentque facultates iam tum statim omnino prouidere.

Absolonis archiepiscopi Lundensis, viri liberalitate pietatisque conseruandæ studio ac sparsi prædicatique recens apud nos euangelij amore extra aleam omnem positi, et huius fratris germani Esberni Snari <278> donatio prima fuit, quorum propensissima erga veram pietatem voluntate, cum eos in vsus claram illam amplissimamque patrimonij sui partem contulissent, Sorense monasterium inicio fundatum ac confirmatum est. Esse autem voluerunt exercendæ pietatis augendarumque doctrinarum scholam, e qua difficillimis temporibus istis vtiles ac necessarij ecclesiarum <279> ministerio doctores peterentur, qui istic lectionibus authorum variis, exercitatione ecclesiastica et plurimo disciplinæ vsu ac magisterio instructi, magna postea vtilitate, cum negociis publicis docendique officio admoti essent, euangelij ac vitæ christianæ professionem studiose atque humiliter exequerentur. Huc magnos illos et patriæ suæ amantissimos heroas spectauisse <280> existimandum est.

Voluerunt et xenodochia esse, vbi sua quoque pauperibus decisa portio et imbecillos fulciret et peregrinos vbere grataque christianæ humanitatis declaratione assidue recrearet. Sed et regibus ipsis nobilitatique præsidia hæc minime profecto mediocria condiderunt, ne qua in posterum necessitas aut magnos excluderet solatio aut inferiores, <281> qui vltro citroque commearent, honesto hospitij ac

ville der fejre den forestående pinse efter gammel skik her til lands og tage et par lystige feriedage.

Dette kloster ligger ikke alene langt skønnere end nogen kan forestille sig, det er også berømt for sine rige og frugtbare jorder, skove og søer. På det tidspunkt hvor det der er helligt og guddommeligt ikke længere blev ringeagtet, blev det derfor stærkt eftertragtet, både på grund af frugtbarheden og på grund af det behagelige og helsebringende klima.

Til trods for at det ikke var længe siden at den hellige Bernhard havde udstedt sin ordens klosterregel og omtrent afsondret sig fra verden i Clairvaux, havde hans umiddelbare efterfølgere alligevel med det samme sørget godt for sig selv ved omhyggeligt at udvælge netop de steder der kunne bidrage til pragt og fornøjelser, og straks at finde ud af hvordan dette kunne blive stadfæstet, og hvordan de kunne skaffe de nødvendige midler.

De første donationer kom fra Absalon, ærkebispen i Lund, og hans bror Esbern Snare. Absalon var et ganske enestående menneske, på grund af sin iver for velgørenhed og fromhed og sin kærlighed til evangeliet, der på det tidspunkt først for nylig var blevet udbredt og forkyndt her i landet. Sorø kloster blev grundlagt, og grundlæggelsen blev stadfæstet, med disse to brødres beredvillige støtte til den sande gudfrygtighed, idet de bidrog med en anselig del af deres fædrenearv til dette formål. Det var deres ønske at det skulle fungere som en skole til opøvelse af fromhed og lærdom, hvorfra man kunne hente de forkyndere der i disse yderst vanskelige tider var stærkt tiltrængte til gerningen i kirkerne. Her skulle de gennem læsning af en lang række forfattere, gennem øvelse i kirkelig praksis og mange andre former for skoling og undervisning, opnå en uddannelse der gjorde det muligt for dem at gøre stor nytte ved at forvalte evangeliet og den kristne tro med iver og ydmyghed, når de bagefter blev sendt ud til offentlig administration og undervisning. Dette var, må vi formode, disse to fortjenstfulde og fædrelandskærlige mænds hensigt.

De besluttede også at der skulle være et herberg, hvor en bestemt del var sat af til de fattige, så man kunne støtte de svagelige og vederkvæge de vejfarende med rigelige og kærkomne udtryk for kristen næstekærlighed. Men også kongerne og adelen var der tænkt på med disse på ingen måde spartanske herberger. For eftertiden skulle man hverken risikere at de store i samfundet blev afskåret fra opmuntring, eller at de små, når de var på rejse et eller