Tekstbase - kontekst
Du er på side 58 af 147 sider (Side 180 i forlægget)
Document Buttons
mat vel perturbet, nec officij meta cohiberi nec maiestatis conspectu relligioneque deterreri potest.
Varia quidem atque insulsa res est vulgus, nihilque pensi ducit quo pergat modo, dum alios impediat seque stultum probet. Et difficile profecto est turbam legibus astringere, vbi tot nationes, tot gentes, tot ordines, tam diuersi mores, tanta varietas conditionum ac inexplebilis pene oculorum luxuria, concursu auiditateque volitantium atomorum ritu mixtoque verborum <305> impete, in vnum veluti incerti motus institutique cumulum coit confluitque ac fremit, vbi illud quisque spectat summum ne desit numero, neue cessante quiescenteue se multitudo diminuta esse videatur.
Hunc plebis fremitusque varij oceanum locis augustioribus infundi, pernities est remoraque actibus, quos liquidos liberosque esse interest reipublicæ, ne cum priuatæ temeritati <306> concessa sit auiditas, publici boni ratio concursu multitudinis interturbata esse deprehendatur.
Templum igitur claudi iussum est, ne plebis insolentia impedimento esset actioni, quam et liberam profecto et magnificentia sua commendabilem esse oportebat, quod in eam et omnium profusa vota et oculi coniecti esse viderentur. Et hæc quidem ita gesta sunt:
<307> Postero die, qui e mense iunio secundus claro serenoque sole illuxit, rei caput tractari vrgerique ceptum est. Erat is Trinitati ex veteri christianorum more sacer ac solennis dies, quo publicis orationibus instruere confirmareque ecclesiam pastores solent de æterna Dei essentia ac vnitate, de personarum proprietatibus ac differentia deque fide catholica ac vero salutarique cultu, quo et mysteria agnoscant et idiomata diiudicent, et qua regula quaque amussi <308> christianorum professionem et in vitæ vsum et in mortis luctam deduci necesse sit, peruideant, intelligant et seruent.
Erat in decembri de veritate promissionum Dei patris copiose ardenterque instructa homeliis plurimis ecclesia. In aprili de humi
tilbage, når den først begynder at stimle sammen og trænge sig på og mase og skubbe til andre mennesker.
Ustadighed og tåbelighed kendetegner pøbelen. De tænker udelukkende på at trænge sig frem og er fuldstændig ligeglade med om de spærrer vejen for andre og opfører sig som tåber. Og det er næsten umuligt at holde dem nede ved hjælp af lovgivning, for der er tale om en mængde af nationaliteter, folkeslag og samfundslag med vidt forskellige vaner og vidt forskellig baggrund, og en nærmest umættelig nysgerrighed. I deres iver myldrer de hidsigt frem som små flagrende atomer og stimler tilsyneladende fuldstændig planløst sammen under råb og skrig. For enhver af dem drejer det sig udelukkende om at være med - ingen vil være skyld i at mængden svinder ind eller bliver mindre højrøstet!
Når dette brølende menneskehav er trængt sammen på mere ophøjede steder, er det en alvorlig belastning for offentlige begivenheder, som kan blive meget vanskelige at gennemføre. De bør nemlig i samfundets interesse have et ordentligt forløb uden hindringer af nogen art - det nytter ikke at enhver uden videre kan få lov at mase sig frem efter forgodtbefindende, så hensynet til det almene vel bliver sat til side på grund af et stort opbud af tilskuere.
Der blev altså givet ordre til at kirken skulle holdes lukket, for at folks ubesindighed ikke skulle skabe vanskeligheder for højtidelighedens afvikling. Det gjaldt om at den ubesværet kunne gennemføres med al den pragt som anstod sig - hvilket alle bad for og så forventningsfuldt frem til. Det kom til at forløbe således:
Den næste dag, den 2. juni, hvor hovedbegivenheden fandt sted, brød frem med klart og strålende solskin. På denne helligdag, der fra gammel tid i den kristne verden har været viet til Treenigheden, plejer præsterne i deres prædikener at forklare og belære menigheden om Guds evige væsen og enhed, om de egenskaber hvorved de tre personer adskiller sig, og om den rette tro og sande og frelsebringende gudsdyrkelse. Herved ønsker de at menigheden skal erkende mysterierne og skelne mellem de tre personer og i det hele taget bringes til at forstå, begribe og adlyde de forskrifter der gælder for det kristne menneske i livsførelsen såvel som i dødskampen.
I december måned var menigheden i mange prædikener omhyggeligt og indtrængende blevet belært om sandheden i Gud Faders løfter. I april var der blevet fortalt om Gud Søns ydmyghed og
