Tekstbase - kontekst
Du er på side 78 af 147 sider
Document Buttons
Trogus Pompeius, solers ille historiæ antiquæ scriptor, Epaminondam <403> refert Thebano bello, quod ad Mantineam gestum est, graui vulnere saucium afflictumque, cum in castra relatus esset a suis paulumque post respirauisset, a circumstantibus sciscitatum esse ecquid saluus seruatusque esset clypeus, illique seruatum esse respondissent, deferri ad se scutum iubet, quod quidem ille, vt æger imbecillisque erat, acceptum manibus ceu <404> fortunæ laborumque ac gloriæ socium admoto ore exosculatus est. Mox, an victi fugatique hostes essent percontatus, cum illi victos ac fugatos esse dicerent, "Bene," inquit, "se res habet," simulque tum reuelli telum imperat. Quo educto apertoque vulnere, ceu futurum sciret, ingens sanguinis vis e vestigio profusa est, illeque victor, et ob virtutem inter vulnera lætus triumphansque, statim <405> aspectante ingemiscente milite extinctus est.
Etsi autem in veteri Xenophontis narratione multa memorandaque huius et summi ducis et viri optimi dicta factaque extant, ita commendata posteris vt non immerito virtutum maximarum ceu specula proponi expetique posse statuam - tamen in omni isto rerum tantarum numero id mihi primas præcipuasque visum est partes esse consecutum, tranquillo equidem <406> ac læto animo inter immanes asperosque vulneris dolores ex hac vita discedere, tantaque constantia ac pectoris alacritate potuisse mori. Aut quæ huius denique boni causa fuit? Pura sceleris mens et virtutis amor, cuius cum in patriam vberrimos redire fructus cogitat, equidem defixos in eam tenet sensus omnes, quodque saluti patriæ esse videt, illud sane et vitæ pretium et morti <407> gloriam definit, hucque fato oportere quemque tendere vt, dum patriæ res promoueat constabiliatque, fælicitatem sese adeptum esse putet. Hæc ratio et mortalem vitam
Pompeius Trogus, der som bekendt har skrevet så glimrende om antikkens historie, fortæller følgende om Epaminondas: Under den thebanske krig, der blev udkæmpet ved Mantinea, var han blevet hårdt såret, og da hans mænd havde båret ham tilbage til lejren og han var kommet sig lidt, spurgte han de omkringstående om hans skjold var blevet reddet. De svarede at det var det, og han bad dem om at bringe ham det, hvorefter han, trods sin svage og afkræftede tilstand, tog det i hænderne, førte det til sine læber og kyssede det som den trofaste ledsager det havde været i alle tilskikkelser, i alle hans anstrengelser og triumfer. Kort efter spurgte han om fjenderne var blevet jaget på flugt, og da de bekræftede dette, sagde han: "Så er alt godt," og samtidig befalede han dem at trække spyddet ud. Da de gjorde det, og såret derved blev åbnet, strømmede blodet pludselig ud med vældig kraft, ganske som han vidste det ville ske, og således døde denne sejrherre for øjnene af sine grædende soldater - trods sine sår på én gang glad og triumferende i bevidstheden om at have handlet rigtigt.
I Xenophons gamle beretning har vi bevaret mange af denne store hærfører og personligheds mindeværdige ord og bedrifter - skildret på en sådan måde at de for mig at se med god ret kan anvendes som en afspejling af de største dyder. Men forrest blandt alle disse dyder står dog, efter min mening, at han under de frygtelige smerter fra sine sår kunne forlade dette liv med fredfyldt og lykkeligt sind - at han kunne dø så fattet og uforfærdet. Hvad var så årsagen hertil? Et skyldfrit sind og kærlighed til dyden. I erkendelse af at dyden yder fædrelandet rige frugter, rettede han hele sin opmærksomhed mod den, og slog fast at alt hvad der var fædrelandet til nytte var værd at leve for, og ærefuldt at dø for. Dette bør være målet i enhvers liv, så at han, ved at fremme og styrke fædrelandets sag, kan føle at have opnået lykken. Efter
