Tekstbase - kontekst
Du er på side 79 af 147 sider (Side 222 i forlægget)
Document Buttons
summum bonum esse non patitur, et quæ ob virtutem contigit mortem videri acerbam non sinit. Vincit igitur dolores cruciatusque virtus, et comes facti, gloria, vitam habet, dum etiam ingratos inter cumulata laude floret.
<408> Quis vero plurima negat aspici humanæ vitæ opera, plurimas ingenij artes ac varia eximiaque voluntatum †non etiam malarum† indicia deprehendi, quæ cum bonorum approbationem merito videri adepta queant, primas tamen occupare ea quæ ita facta iudices, vt eorum adminiculo vsuque salutem patriæ quæsitam esse <409> putes? Magnificum est dignumque laude non deesse illis qui, cum periculis molestiaue affici sese arbitrantur, amicum esse censent te, cuius præsidio fideque calamitatibus emergant. Clarum gratumque est vnum seruare ex quacunque causa ciuem, eaque res fortunaque inter honestos olim Romanos graminea pensata fuit. At si rem ad basanum exigas, quid demum habet id voluptatis studij, si cum patriæ salute communique omnium emolumento omnino conferatur?
Orestem Pylades <410> honesto lepidoque commento vindicat a morte, mediisque ex ignibus Aeneas patrem seruat. Pietas magna est, quis enim negat? Cæterum, si cum Marco Curtio, si cum Deciis Fabiisque comparare libeat, quis non obiectam claritudini vmbram tanquamque offusas luci tenebras existimarit? Patria ad instar est omnium, cætera singulorum sunt. Itaque studiis prehensationibusque et multiplici actionum varietate singulos mereri illectareque satagas - si patriam vel iniuria interim affeceris <411> vel plane perdas, id egeris profecto vt et inuisus diis et facto iniquus scelestusque omnino habeare. Errarit pietatis forma Curtius, eaque re circumscriptum deceptumque esse se ingemiscat et doleat. At vero interrita illa et pro patriæ salute veluti contempta atque impensa vita, quod honestam ex facto laudem adepta sit, omnes vicerit et priuatæ vtilitatis gradus, et debita amico officia longissime superarit.
denne tankegang kan det dødelige liv ikke regnes for det største gode, ligesom den død der er en følge af dyd ikke kan være svær at bære. Dyden overvinder smerte og pinsler, og livet findes nu i berømmelsen, handlingens følgesvend - den ros man modtager stråler selv blandt utaknemmelige.
Menneskets liv omfatter mange store gerninger, dets ånd udøver mange bedrifter, dets vilje sætter sig mangfoldige stolte spor, som alle med rette kan opnå anerkendelse blandt rettænkende mennesker. Men hvem vil vel benægte at de største af alle disse bedrifter er dem der bidrager til at sikre og beskytte fædrelandet? Det er en stor og meget prisværdig ting ikke at svigte dem der betragter én som den trofaste og omsorgsfulde ven der kan redde dem ud af nøden, når de føler sig truet af farer og bekymringer. Det er en strålende og fortjenstfuld handling at frelse bare én enkelt medborger, ud af ligegyldig hvilke vanskeligheder, og hos de ædle gamle romere blev denne handling belønnet med en græskrans. Men hvis man efterprøver sagen rigtigt, hvilken glæde er der så heri, i sammenligning med fædrelandets velfærd og vores allesammens fælles nytte?
Pylades, der frelste Orestes fra døden med et smukt og raffineret indfald, Aeneas, der reddede sin far direkte ud af ilden - det er eksempler på stor pligtfølelse. Hvem kan nægte det? Ikke desto mindre må man vel indrømme at mænd som Marcus Curtius eller som Decierne og Fabierne i sammenligning ville overskygge deres strålende berømmelse, som når lyset hylles i mørke. Fædrelandet gør det ud for alle mennesker til sammen, alt andet svarer kun til enkeltmennesker. Man kan derfor forsøge så meget man vil at indsmigre sig og vinde enkeltpersoner for sig på alle mulige måder, med velvilje eller med personlig henvendelse - hvis man samtidig skader, eller ligefrem omstyrter fædrelandet så pådrager man sig virkelig gudernes vrede, og et omdømme som ondsindet og skurkagtig. Selv hvis man forestiller sig at Curtius begik en fejl med sin pligtopfyldelse, og derfor smerteligt må beklage at han er blevet ført bag lyset - så har han dog vundet ærlig hæder af sin gerning ved sin foragt for sit eget liv, som han uforfærdet ofrede for fædrelandets frelse. Derved overgår dette offer langt såvel enhver form for personlig fordel som de tjenester man skylder sine venner.
