Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 83 af 147 sider (Side 230 i forlægget)
Document Buttons
publici status incolumitatisque rationem, vel priuato lucro vel paucorum vtilitate, subuerterunt, eoque infortunio mulctatos esse multos.
<428> Nec tamen id eo quisquam pertinere credat vt singulorum non habendam rationem censeam, cum ita plane arbitrer non aliter publicam regni imperiorumque posse dignitatem consistere, ni qui omnibus destinatus est fructus proportione quadam, ceu radius e communi sole, in singulos deriuetur. Hanc gloriam regibus summam esse si, dum omnes asserant, singulis <429> non desint, hucque ferantur studiis, beneuolentia atque humanitate, vt singulorum fortunas seruent, dum publica firmare velint. At vero interea dum sese æquos benignosque præstent omnibus, huc animi curis tendant, vt quorum sese commilitio adiutos, quorumque opera seruatam patriam obliuisci non possint, eos sibi <430> fouendos inque primis habendos charos putent. "Pecuniam," inquit ille, "ad milites, gloriam ad ducem redundare oportet." Eximia certe oratio est, dum tamen et laudis honestæ socios esse sinat quorum virtute fideque ac manu gloria duci quæsita ac comparata est.
Scutum Epaminondas vt socium belli proprium domesticumque exosculatur. In hanc spectent intueanturque <431> imaginem rerumpublicarum duces, qui dum ardua subeunt discrimina pro salute patriæ, domesticorum virtuti plaudant, eamque et fouendam sibi et præmiis accendendam atque exornandam esse putent. Scutum enim est regibus populi fides consensusque et militum virtus, cui vni quidem in periculis, post deos immortales, maxime fidendum est. Primum gerendæ male rei inicium esse contemni proprios suos, primum fælicitatis aditum honorari et coli. Itaque dum tuos tibi virtute deuinctos esse <432> non dubitas, equidem non solum externa præsidia minoris fortasse feceris, verumetiam conatus hostium vel minus metuere vel certius explorare queas. Multorum animos lucro pecuniisque interdum occupatos esse, quas dum auferant modo, equidem et verbis strages magnas ædunt, et loco factum cauent. Domesticis in partem laudis venire plerumque satis est, quod his non magis pecuniam accipere curæ sit quam dare, dummodo et princeps saluus et respublica honeste conseruata sit. <433> In eam rem nec impendiis amplioribus nec auitis bonis parcere, quod male auctas retentasque facultates putent, si vel fortuna periclitetur re
dets orden og sikkerhed for egen vinding eller til fordel for de få - og denne straf har mange måttet lide.
Heraf skal man dog ikke slutte, at der efter min mening ikke skal tages hensyn til enkeltpersoner. Hvad jeg mener er netop, at et rige kun kan bevare en fælles værdighed, hvis det udbytte der er tiltænkt fællesskabet fordeles, i et rimeligt forhold, til hver enkelt - ganske som strålerne fra vores fælles sol. Det mest fortjenstfulde en konge kan gøre er at drage omsorg for alle under ét uden samtidig at svigte nogen enkeltpersoner, at lægge hele sin iver, vilje og mildhed i på én gang at tjene hver enkelt og styrke det fælles. Men samtidig med at kongerne viser sig retfærdige og nådige over for alle, må de i særlig grad støtte og værdsætte dem der har været ved deres side i krig, og som fædrelandet skylder sin frelse, hvilket de aldrig vil kunne glemme. "Pengene," siger en, "bør tilfalde soldaterne, berømmelsen hærføreren." Og det er skam fortræffeligt sagt, så længe hærføreren også deler æren med dem der med deres tapperhed, troskab og styrke har skaffet ham berømmelse.
Epaminondas kyssede sit skjold som sin egen personlige ledsager i krig. Dette billede bør statsledere betragte grundigt: Når de selv påtager sig store byrder og farer for fædrelandets skyld, må de forstå også at rose deres landsmænds mod, at nære det og både styrke og besmykke det med belønninger. En konges skjold, det er folkets troskab og samdrægtighed samt soldaternes tapperhed, der i farens stund er det man må sætte størst lid til, næst efter de udødelige guder. Har man først vist foragt for sine egne borgere vil intet gå, men belønning og god behandling åbner porten mod et lykkeligt udfald. Når man ikke behøver at tvivle på sine egnes loyalitet og tapperhed, kan man formodentlig ikke alene slække på beskyttelse fra udenlandske tropper - man kan ligefrem nære mindre frygt for fjendens anslag eller danne sig et klarere indtryk af dem. Mange er udelukkende optaget af økonomisk gevinst, og så længe de blot kan få penge ud af det, nøjes de med at tale om store blodsudgydelser, mens de afholder sig fra handling når det gælder. For landets egne borgere er det som oftest tilstrækkeligt at få del i æren. De interesserer sig ikke mere for at modtage penge end for at give dem ud, så længe fyrsten er i live og staten er blevet forsvaret på en ærefuld måde. For den sag ofrer de gerne store summer, ja selv deres familieformue, ud fra den tankegang at deres egne forhold ikke er blevet virkeligt forbedret eller opretholdt, hvis det indebærer en trussel mod kongen, eller hvis den fædrene frihed
