Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 90 af 147 sider (Side 244 i forlægget)
Document Buttons
ineptiæ huius et procacitatis vltio. Manent literæ, suumque constat Musis decus, dum vel <467> κένταυροι conscindantur omnes vel boatus fremitusque omnem sic impulerit Trinacriam, vt solum id residui sit malis quod odisse bona queant.
Ego vero Fridericum Daniæ nostræ regem laudibus vehendum censeo, quod hæc literarum exercitia deduci iusserit in conspectum principum, quibus ceu pacis ociique symbolis natum recensque baptisatum filium et offerri populorum iudiciis et (si vita <468> hæc mortali diuturna sit) venturæ honestarum disciplinarum tutelæ patrocinioque ac propagationi voluit ex huius actionis memoria destinari. Ne quid argumentum summæ huius erga literas et voluntatis et iudicij referam, cum hoc pacto ostendere voluerit suis quanti studia doctrinasque liberales faciat, quas in summa optimarum rerum parte iam inde ab adolescentia habuit semperque collocauit. Non <469> igitur eum in tot principum, tot procerum magnatumque consessu atque præsentia profiteri puduisse pacis artes omnibus se bellorum clangoribus anteponere, nihilque ducere antiquius pacis bono, in qua honesta doctrinarum studia floreant, vndeque veros optimosque fructus ad salutem ecclesiæ Christi ac certissima euangelij præsidia vitæque ciuilis incolumitatem atque ornatum <470> deriuari posse norit.
Æmulari non modo atque imitari in ea re principes, quos vel Græcia summos vel maximos aliquando habuit Romana potentia, sed maiores suos pene omnes, et in his ante reliquos patrem, quem, cum is tamen patriæ pater fautorque præcipuus et patronus literarum est habitus, non tantum æquat ipse cæteris virtutibus, sed <471> et liberalitate erga omnes, et præcipuo erga literas amore, aliquot omnino parasangis vincit.
Cum igitur spectaculo iucundo vtilique hospitum animos exhilarari voluit, proferri scholasticum iubet, qua re delectaretur is maxime, reliquos nimirum capi recrearique posse statuens. Ita exhibita priore die Susanna est, altero Dauid Goliathum feriens - vtraque necessaria, et hoc quidem tempore oportuna profecto, doctrinarum <472> optimarum admonitione. Quid enim Susanna nisi singulorum, quid Israel nisi totius ecclesiæ vices formamque atque exempla gerit? At vero vt dolis singuli, ita furoribus violentiaque op
retfærdig hævn rammer denne latterlige og ondskabsfulde optræden. Lærdommen vil bestå og muserne vil bevare deres anseelse, mens alle kentaurerne bliver sønderrevet eller hele Sicilien i den grad fyldes med råb og brøl, at de onde kun har det ene tilbage at de kan hade det gode.
Efter min mening bør man prise vor danske konge, kong Frederik, for at have ladet disse lærde skuespil opføre for de fyrstelige tilskuere. Hans ønske var at stykkerne skulle stå som symboler på fred og fredelige sysler ved den nyfødte og netop døbte søns fremstilling for folket, og samtidig vise at han (om han levede længe nok, for også han var kun en dødelig) var bestemt til i fremtiden at beskytte og udbrede de lærde kunster. Jeg behøver ikke give flere beviser på den store velvilje og indsigt han udviste over for lærdommen: På denne måde ville han vise sine undersåtter hvor stor en værdi han tillagde de frie kunster, som han altid lige fra sin ungdom har regnet blandt de mest værdifulde ting i livet. Derfor skammede han sig ikke over at tilkendegive, i overværelse af så mange fyrster og fornemme og mægtige mænd, at han satte fredelige kunster over al krigens larm, og at intet forekom ham mere værdifuldt end fred: I fredstid trives de lærde studier, og i fredstid vidste han at der kan høstes et sandt og smukt udbytte i form af Kristi menigheds velfærd, et sikkert værn om evangeliet og et trygt og værdigt borgerligt liv.
Heri efterlevede han ikke alene de største og mægtigste eksempler blandt Grækenlands og Roms herskere, men også omtrent alle sine forfædre, og blandt dem først og fremmest sin egen far. Ja, til trods for at denne havde ry som hele fædrelandets fader og fremmeste beskytter og som en stor velynder over for lærdommen, er Frederik ikke blot hans ligemand i alle dyder - han står langt over ham hvad gavmildhed og kærlighed til lærdom angår.
Da han nu ønskede at adsprede gæsterne med munter og lærerig underholdning, bestemte han altså at der skulle spilles skolekomedie. Den slags fandt han selv stor fornøjelse i, og han antog at det også ville interessere og more de øvrige tilskuere. Den første dag opførte man derfor Susanna, og den næste dag Davids sejr over Goliath. Begge stykker indeholder en nødvendig og netop i disse tider højst tiltrængt belæring om væsentlige emner. Er Susanna ikke netop et eksempel og et billede på det enkelte menneske, og Israel på hele kirken? Ligesom det enkelte menneske er udsat for list og bedrag, rammer grusomme og umenneskelige overgreb alle
