Tekstbase - kontekst

Der allting var rycted, oc hand seyled aff, De soere hin anden gaat Naboskaff I disse tre Biscops domme. Der hand omsier kom hiem til Land, Der børies Wuilde blant menige Mand, Som diærffuelig sig opsatte. Enten de var icke Bispen god, Eller hand stack i dennem Sind oc mod, De vild' ey til Norrige skatte. De Skibe kom hiem var ledig oc tom, Kong Magnus hand vurdet der lidet om, Paa Grønland vild' hand icke stride Men lod det sin Suoger Kong Erick forstaa At vilde hand voffue der noget paa, Det kunde hand fulduel lide. Kong Erick hand synds det var icke got, Men gaff baade Danmarck oc Norrig spot, Mand skulde saa lade det bliffue. Kong Magnus haffde hans Fræncke i Seng Skulde Grønland bliffue saa slæt henuend, Til Børnene vilde det striffue. Thi giorde hand vd en mechtig hob Folck, Och fick dennem bode Snæcker oc Holck, Met Vaaben som der til hørde. Och lod dem saa seyle, som de finge bør Om Norrig oc Iszland, til Væster i Nør Den Kaaess dem til Grønland førde. Der sætte de Folcket saa snart for Bord, Der vor ey paa færde ræt mange ord Før mand lod Fænnicken flyffue Der Grønlændder saae de blancke Suærd, Hørde Trummen oc Lærmen oc anden slig færd, Begyndte sig fast at grye De meente det var den lædigste Trold, Som glimmed i Marcken, oc gaff sligt skrold Mod ham kunde de icke stande. Thi loed de sig sige, oc bade om Fred, Den Bisp hand giorde oc sit der ved, At Landet gick dennem til hande.