Tekstbase - kontekst

Saa maatte de suærre, oc giøre dem Eed, Och giffue den Skatt, som føre var seed, Der effter til Danmarcks Rjge. Och kiende Kong Erick Glæpping ved naffn For Herre oc Konge, oc ramme hans Gaffn Och hannem ræt allderig sujge. Huer Mand hand skattet, som hand formaa De ladde deris Skib oc seyled der fra, Och lode ad Danmarck stande. Kong Erick sig glædde, at det saa gick, Baade Land oc Skatt aff dennem vndfick, Dog Magnus sin Suoger til hande. Och lod det bliffue, som det vaar føer, Vnder Norrigis Rjge met andre Øer, Dronning Ingeburgs Børn at nyde. Och siden sad Grønland stille oc quær Begyndte ræt alldrig slig fore oc fær, Sin Skatt lod' Aarlige yde. Erchebisp Egner i Trundhiem var All Norgis oc Grønlands Kirckis forsuar Hand bleff da lagdt vdi Jorde. Saa gaff mand Hagen bode Kald oc kaar Landet oc Kircken at stande for Met Daab oc GVDS hellige Orde. Fra Øerne fick mand sørgelig Bud, Skotsk' Konge slog dem med Skiold oc spyd Dog de vare da hans egne. Nedlagde der meest all Konge Æth, Som haffde lang tjd de Lande besæt, Der maatte saa mangen blegne. Saa døde oc Hagen i Trundhiem sad, Och Jens fick Stictet som Pawen hand bad Met Erchebisp Naffn oc Ere. Ved den tjd faldt slig Vinter oppaa, At Haffuet det laa, som stærckeste Bro Saa mangen Mjl kunde det bære. Mod Vaaren der Vinteren gick oc skreed: Bleff der slig Isz, som ingen Mand veed, At sige i Mande minde.