Tekstbase - kontekst

Hand giør Miskund i alle Land, Som wi maa daglige lære, Hand haffuer beujst stor Kierlighed, Mod Menniskens Kiøn saa mangeled, Som wi ville faa at høre. I Dieffuelens vold ieg fangen laa, Ieg vaar fordømt til døde, Min synd mig qualde baade Nat oc dag, Ieg haffde stor Angest oc Møde, Oc altid sanck ieg dybere ned, Der vaar ey Raad til Salighed, Ieg vaar i Synden vndfangen. Mine gode Gierninger de hiulpe mig ey, De kunde ey døden offueruinde, Den stercke Dieffuel hand sagde Ney, Hand vilde ey lade sig binde, Aff mig eller noget Creatur, Ieg vaar i hans vold aff min Natur, Fordømt til euig Pijne. Der vaar oc ingen i Verden til, Der mig forløse kunde, Ieg veed ræt aldrig huort ieg vil, Ieg maa til Helffuedis grunde, For Guds Vrede der offuer mig er, Oc Syndsens byrde der ieg nu bær, Fortabet maa ieg bliffue. Da ynckedis Gud i Euighed, Min Elende offuer maade, Hand tænckte paa sin Barmhiertighed, Hand vilde mig hielpe lade, Sit Faderlige Hierte vende hand til mig, Hand koste der paa foruden Suig, Det Kieriste det hand haffde. Hand talede til sin kiere Søn, Det er nu tid at forbarme,