Du er her: Forside Tekstbase Hans Christensen Sthen: En liden Vandrebog (ca. 1589) Hans Christensen Sthen: En liden Vandrebog (ca. 1589), Side: 42 (56 i forlægget)

Tekstbase - kontekst

Du er på side 42 af 164 sider (Side 56 i forlægget)

Hans Christensen Sthen: En liden Vandrebog (ca. 1589)
Document Buttons
Huor bleff da din Rætujsshed igien? Det maatte dig jo saare fortryde. 10. See til derfore du rætuise Gud, Huor Mennisken haffuer foract dine Bud, Skulde de det icke vndgielde: Derfor kand det ey anderledis skee, De maa lide straff oc euig vee, Din Rætferdighed det saa formelder. 11. Veritas , Sandhed. SAndhed kommer siden met Dommen sin, Hør strenge Dommere paa talen min, Du sandru Gud at raade: Paa det dine Ord kunde sande bliffue, Lad aldrig Mennisken være i Liffue, Straff dennem vden gunst oc naade. 12. Det vaar jo HErre dit Bud saa smuct, Huilcken Dag i æder aff denne Fruct, Da skal eder Døden gieste: Dit Bud er brut, det veedst du vel, Derfore straff dennem paa Liff oc siel, Saa kand du sandhed befeste. 13. Der disse tuende haffde talet det, At Himmel oc Iord maatte skielffue der ved, Denne Dom saa haard monne være: De arme Menniske fryctede sig tet, For saadan streng Dom oc saadan Ræt, Stor Hiertesorg monne de bære. 14. Saa komme de andre Iomfruer to, Som haffde hørt til, oc vaare oss tro,