Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 19 af 147 sider (Side 102 i forlægget)
Document Buttons
næ partus, res accidit, quæ nouitate formaque animos eorum vehementer perculit quibus narrari cæpta est. Rustico enim agenti pascentiue circa littus e mari progressa nympha subito apparuit, forma habituque virginis, quam et pulchritudo vultus et reliqua membrorum venustas decentiaque <102> merito commendare posset. Hæc cum territum obstupescentemque et fugam e vestigio adornantem proloquuta remorataque confirmauisset, cumque abesse iussisset timorem gradusque figere, vt quæ dictura explicaturaque esset, securus tranquillusque cognosceret, ille vero et liquido sermonis patrij idiomate et grata, nihilque quod horrorem metumque incuteret <103> spirante, vultus suauitate recreatus, manendum consistendumque sibi existimaret - protinus se nympham istius maris incolam professa est. Miranti attonitoque subicit non se primam Daniæ regibus quæ postea futura essent dicere vaticinarique. Genus sibi ex hominibus - iisque Christianis - duci, auiamque et matrem hoc ipso maris sinu iam multis seculis <104> transegisse vitam, suoque ministerio priscis aliquando regibus non defuisse. Et quidem matrem, quæ Valdemarum de filia Margareta, deque successu eorum quæ illa principe perficerentur, admonuit, eo non tantum ceu maiores omnes vixisse loco, sed et vatem minime vanum miranti regi extitisse.
Sibi vero nunc loquendum etiam, seque fato temporumque fluxu cogi, ne quod ad regni regisque incolumitatem <105> dignitatemque pertineat, fluctibus obtecta conticescat. In diem igitur sequentem iubere adesse virum eodem loco: daturam se mandata quæ ad regem ferat. Momenti rem esse maximi. Operam dare igitur oportere ne qua se occasione, quo minus presto sit, impediri sinat. Sensurum offensam vltricemque <106> se, si quid sibi comparendi fidem, quocunque vel metu vel causa alia, interuerti patiatur.
Hic cum reuersurum se affirmauisset, illa protinus, non quod malis spiritibus euenire solet ex oculis spectantium euanuit, sed paulatim spaciisque progressa sese inferebat mari, fluctusque subiens, ista quidem vice, defigenti coniectantique oculos in abeuntem videri desiit.
mede sig, noget helt uventet og mærkeligt, der gjorde et voldsomt indtryk på alle der hørte om det. En havfrue steg pludselig op af havet og viste sig for en bonde, der gik ved stranden og røgtede sine dyr. Hun så ud ganske som en ung pige, havde et kønt ansigt og måtte i det hele taget siges at være nydeligt og yndefuldt bygget. Bonden blev ude af sig selv af skræk og forsøgte straks at flygte, men hun kaldte ham tilbage og beroligede ham. Hun sagde at han ikke måtte blive bange, han kunne være helt rolig, og skulle bare blive stående og høre hvad hun havde at fortælle ham.
Da han nu hørte at hun talte hans eget sprog ganske flydende, og så hendes milde og venlige ansigt, der på ingen måde virkede skræmmende, følte han sig beroliget og besluttede at blive, og hun fortalte nu, til hans store forbløffelse, at hun var en havfrue og at hun havde hjemme i den del af havet, hvortil hun føjede at hun ikke var den første der spåede for de danske konger om hvad fremtiden ville bringe. Hendes slægt nedstammede fra mennesker - og dét kristne mennesker - og hendes mor og bedstemor, der i mange hundrede år havde boet i den samme havbugt, havde også i deres tid stillet deres kunnen til rådighed for de gamle konger. Hendes mor havde berettet for kong Valdemar om hans datter Margrethe, og om de store ting hun skulle have held med at gennemføre i sin regeringstid. Hun havde således ikke alene boet på dette sted ligesom alle sine forfædre, men havde desuden vist sig som en troværdig sandsigerske for den forundrede konge.
Nu skulle også hun tale. Hun var tvunget af skæbnen og tiderne til ikke at holde oplysninger skjult under bølgerne som var af betydning for rigets og kongens sikkerhed og anseelse. Hun befalede derfor manden at komme igen den næste dag, hvor hun ville give ham et budskab han skulle bringe til kongen. Det var en meget betydningsfuld sag, så han måtte på intet tidspunkt lade noget hindre ham i at udføre sine ordrer. Hvis han af frygt eller af en anden grund svigtede hendes tillid og undlod at møde op, skulle han få at mærke at det var en krænkelse som hun ville forstå at hævne!
Da han havde forsikret at han ville komme igen samme sted, forlod hun ham straks - men hun svandt ikke bort for øjnene af ham sådan som onde ånder plejer, hun gik langsomt, skridt for skridt, ned i havet. Og mens han stod og spejdede efter hende, forsvandt hun under bølgerne og blev borte for hans blik for denne gang.
