Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 62 af 147 sider (Side 188 i forlægget)
Document Buttons
prostratusque precor, cuius misericordia nec spaciis cincta est et vere inuocantes iuuat. Ab huius vero confessione non me excluserit infidæ societatis audacia, sed Christum filium Dei, generis humani redemptorem vnicum inuitis inferorum portis in omnem æternitatem agnoscam et celebrabo. <326> Sed paululum diuertimus oratione.
Comparata igitur mihi ingrediundi in templum facultate, idque mendacio honesto nec parum certe liberali, cum aliquot e meis istic reperissem, vt Lagonem Beckium, Roschildensem præsidem, Georgium Ericium, Stauangriæ in Nortuegia episcopum, Iohannem <327> Franciscum medicum, quos quidem quod aliquam eorum in me gratitudinem persenserim libenter nomino, et aliquot itidem bonos, vt Catholmium, ecclesiæ eius pastorem, et duos tresue alios, qui se congressi adiunxere nobis, hosque salutauissem, summam templi partem, quem chorum nostrates vocant, ingredior, aspexique ac consideraui diligenter omnia quæ istic futuræ infantis regij in ecclesiam inaugurationi destinata <328> esse videbantur.
Ad notium chori latus horum causa qui exercere musicam cantuque ac harmoniis ornare interstinguereque debebant actionem, in boream, quo virgines totumque pene genycæum concederet, pulpita extructa erant, exquisita profecto ratione, quod facilis ex iis prospectus esset in actum vniuersum, eoque pacto alij alios nihil impedirent.
Lustratis obseruatisque iis quæ circa ornatum chori considerari poterant, egredior, <329> propterque interstitij consistens fores humili quadam ad meridiem sella morari considereque video Absolonem Iulium, prælatum ac cantorem Viburgensem, virum et ætate nunc graui et plurimis vitæ molestiis, quas dum dicundo istic iuri præest ferre exantlareque eum necesse est, percoctum ac conflictatum, cui ad ætatem magna etiam prudentia accesserat, quam et venusta facilisque dicendi copia et circumspecti in iudiciis mores egregie exornabant. Cum <330> eo colloquentes aspeximus Palemonem Iulium et Petrum Seuerini medicum, quorum ille socias cum Absolone in iudiciis ferendisque sententiis tutatus est partes, hic ministerio vsuque medicinæ locum dignitatemque in regia aula adeptus est.
Præter hos, quod quidem sciam, vidi neminem. Adfuisse tamen alios quosdam, seque in sellas obscuriores abdidisse, intellexi postea, quibus quod humanitatis atque amicitiæ, quam tum quidem nobis vel imaginati sumus vel persuasimus, <331> officium, quo hone
medlidenhed kender ingen grænser, og han hjælper altid dem der påkalder sig hans hjælp med oprigtigt sind. Den oprørende behandling mine utaknemmelige venner har givet mig, skal i hvert fald ikke kunne afholde mig fra at bekende mig til Kristus. Ham vil jeg ære og tilbede i al evighed som Guds søn og den eneste der kan frelse menneskeheden ved Helvedes port. Men jeg bevæger mig væk fra mit egentlige emne.
Da jeg nu havde skaffet mig adgang til kirken - og det altså med en lille hvid, og ikke utilladelig, løgn - fandt jeg der en del af mine bekendte, som f.eks. Lauge Beck, lensmanden i Roskilde, Jørgen Eriksen, der er biskop i Stavanger i Norge, og lægen Hans Frandsen, som jeg alle nævner med glæde, fordi jeg hos dem har fornemmet en vis hengivenhed over for mig. Ligeledes fandt jeg et par andre gode mænd, såsom Katholm, kirkens egen præst, og to eller tre andre der kom hen og sluttede sig til os. Da jeg havde hilst på disse mænd, gik jeg op i den øverste del af kirken, som her til lands kaldes koret, og betragtede omhyggeligt alle de forberedelser der dér var truffet til prinsens indvielse i kristendommen.
I korets sydlige del var der blevet rejst en forhøjning til dem der skulle ledsage og adskille gudstjenestens forskellige dele med musik og sang. En tilsvarende forhøjning var anbragt mod nord, hvor jomfruerne og størstedelen af det øvrige kvindelige selskab skulle sidde. På den måde havde man på fornuftig vis både sørget for at de let kunne følge med i alt hvad der foregik, og for at ingen var i vejen for hinanden.
Efter nøje at have undersøgt korets udsmykning begyndte jeg at gå tilbage og blev stående lidt ved indgangen til midtergangen. På en af de ydmyge pladser i kirkens sydlige del, fik jeg her øje på Axel Juul, som er prælat og kantor i Viborg. Han er efterhånden en gammel mand, og hårdt prøvet fordi han som dommer dér på stedet udsættes for mange opslidende bryderier. Hans lange liv har givet ham en omfattende viden og erfaring, som understreges af hans store retoriske evner og kloge optræden i juridiske spørgsmål. Han sad og talte med Palle Juel og lægen Peder Sørensen. Den første af disse har samarbejdet med Axel som dommer, den anden har opnået den fornemme post som læge ved hoffet.
Ud over dem så jeg, så vidt jeg ved, ingen. Jeg forstod dog senere at der havde været andre til stede, som havde gemt sig bort på de mere afsides pladser. Den æresbevisning jeg tidligere havde vist disse mennesker ved at nævne deres navn med hæder i mine
