Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 63 af 147 sider (Side 190 i forlægget)
Document Buttons
stam nominis eorum mentionem publicis aliquando scriptis feceram, neglectum esse cognouerim, hoc quidem in loco minime nominandos esse putem. Neque enim inuito obtrudendus est honor, et moleste perditur officium, quo ingratis seruitum est.
Tandem ingressus templum est et Memmius, qui Vdalrico operam tum dabat medici officio. Is cum salutauisset manu data multos, cum forte fortuna adstarem et ego reliquis, præteriit tamen - quod ignotus essem fortasse, meque in isto doctorum numero non haberi censeriue existimaret. <332> Virum tamen hunc et bonum certe et eleganter doctum esse audio.
Postremus introiit antistes Sialandiæ Paulus Matthiæ, qui cum me recta adiisset, ego illum de valetudine fuissem sciscitatus, seque ille mediocri adhuc affirmaret vti. "Neque enim fas," inquit, "est respondere integra, quod illud aduersetur institutis quibus me aliquando hoc officij capescentem egregie solerterque instruxisti." Ego cum excidisse <333> nobis memoria huiusmodi quidem præcepta dicerem, "At mihi," inquit, "recordari fas sit, cui venuste vtiliterque data esse puto." Cum referri peterem, "Primum," ait, "mandabas vt frequens assiduaque sit de valetudine quiritatio, eamque afflictam nihilque firmam dicam. Hanc perpetuam esse singultationem oportere. Deinde inopiam prætendere confingereque, semperque deesse facultatibus aliquid quod expleri vellem. Vltimo incuruatum contractumque e suggestu tanquam prominere conspicique, quod simplicitate, siue ficta ea siue vera, <334> plurimum vulgus moueatur. Ea ratione commiserationem authoritatemque comparari posse." "Recte," inquam, "meministi, vtque ita facias, adnitare sedulo." Ille ridere: "Ego serij quiddam lusu tectum ducere, eamque scire multi viam qua fortunas auxerint."
Interea pompam arce progredi, vrbisque vicos occupare dictum est. Curru subuecta reginæ mater est toto argenteo passimque deaurato, binis equorum iugis, qui candore læticiam ostendentes <335> aspectantium in se oculos, non tantum nitore, verum etiam ornatu ac parablematis, egregie conuerterunt. Hæc infantem regium complexa sinu, dulce gratumque deuehebat cunctis gentibus spectaculum, quem diductis arte industriaque peripetasmatis cum videndum omnibus prebuisset, equidem cunctorum gratulationes votaque ac plausus vicissim recipit et audit.
trykte værker, til gengæld for hvad jeg troede, eller bildte mig ind, var venskab og sympati, forstod jeg at de så stort på - og jeg agter derfor på ingen måde at omtale dem her. Man bør nemlig ikke påtvinge folk en ære de ikke ønsker, og velgerninger går ynkeligt til spilde, når de ydes over for utaknemmelige mennesker.
Nu trådte også Memmius, der dengang tjente som Ulrichs læge, ind i kirken. Han hilste på mange og gav dem hånden, men selv om jeg tilfældigvis stod sammen med de andre, forbigik han mig - måske fordi han ikke kendte mig, og ikke mente at jeg hørte til denne gruppe af lærde. Jeg forstår dog at han er en god og meget lærd mand.
Som den sidste trådte Sjællands biskop Poul Madsen ind. Han gik lige hen til mig, og da jeg spurgte til hans helbred, svarede han at det gik nogenlunde. "Jeg må jo ikke svare at det går fint," forklarede han, "det ville stride imod det ualmindelig kloge råd du gav mig, dengang jeg tiltrådte dette embede." Jeg måtte indrømme at jeg ikke kunne huske det råd. "Jeg bør jo nok huske det, eftersom det var mig der modtog denne nyttige og vittige vejledning," svarede han. Jeg bad ham så forklare hvad det gik ud på. "For det første indskærpede du at jeg så tit som muligt skulle klage over mit svage og vaklende helbred. Det skulle være en stadig strøm af suk og jammer. Dernæst at jeg skulle foregive at være i konstant pengetrang, og lade som der altid var noget jeg havde brug for og ikke selv formåede at skaffe. Endelig skulle jeg altid læne mig langt frem på prædikestolen, og prøve at se lille og krumbøjet ud, fordi folk altid påvirkes stærkt af ligefrem optræden, hvad enten den er påtaget eller ej. På den måde ville jeg både kunne sikre mig folks deltagelse og agtelse." "Du har fuldstændig ret," svarede jeg, "det var det jeg sagde, og sådan må du endelig blive ved at gøre." Han lo: "Jeg er klar over at der ligger alvor bag spøgen - den slags fif er der mange der har benyttet sig af til at komme frem i verden."
Samtidig forlød det at optoget havde forladt slottet og var på vej gennem byens gader. Dronningens mor kørte i en vogn der var helt igennem af sølv og med forgyldninger mange steder. Den blev trukket af et firspand af heste - hvide som tegn på glæde - der vakte stor opmærksomhed, ikke kun på grund af deres farve, men også på grund af deres udsmykning og smukke skaberakker. Hun sad med det kongelige barn i sin favn, og frembar således dette smukke og glædelige syn for hele folket. Vognens forhæng var omhyggeligt trukket til side, så hun kunne vise barnet frem for alle, og selv modtage mængdens jublende lykønskninger og hyldest.
