Tekstbase - kontekst
Du er på side 77 af 118 sider (Side 366 i forlægget)
Document Buttons
Det maa vere mig stor Sorg oc nød,
O Verden vilt du icke hielpe mig?
Du vedst ieg haffuer forlat mig megit paa dig.
Døden.
Verden vaar aldrig nogen huld,
Ey Sølff, eller det røde Guld,
Hagde du sæt paa Gud din lid,
Da vaarst du dristigere i denne strid,
Huor ieg giester oc far i Gaare,
Der maa mand lade Guld oc penninge fare
Den som regerer it Kongerige,
Hand dør dog som en Betler lige,
Oc tager icke mere met sig her fra
End den armeste Mand i Verden kand gaa,
Vere sig enten veldig eller Rig,
Ingen kand vndfly mine strig.
O Menniske, Menniske er det ey saa,
Huert Menniske som nogen tid i vugge laa,
Hand fødis nøgen, saa dør hand oc aff,
Oc nøgen leggis hand i sin Graff.
Lad Gods oc Penge icke besuere dig,
Huilcke ingen kand hentage met sig,
Skil dig fra Verden det beste du maa,
Bekymre dig ey huem dit gods skal faa,
Betenck fast heller din Salighed vel,
End huem dit Gods skal bliffue til deel,
I arme Menniske gøre icke ret.
At i mig saa frycte: der dog men slet
Kand Døde Legemer, oc det ihielsla,
Men Siælsens død passe i ey paa.
Det er dog større skade met hende,
Dog mange ville det icke kiende
Manden.
Det er Aarsagen, at mand ey kand see
Siælsens Død for øyen obenbarlige,
Saa vel, som naar at Legemet skilles aff,
