Tekstbase - kontekst

MIt Hierte hui gremmer du dig, Bedrøffuer dig saa sørgelig, For Verdsens timelig Gods: Din Trøst sæt til din HErre Gud, Der alting skabte met sit Bud. Hand vil eller kand dig ey forlade, Hand veed din trang, din Nød oc skade, Hans er Himmel oc Iord, Min Fader oc min HErre sød, Som staar mig bj i all min Nød. Du est min Gud oc Fader sand, Dit Barn du ey forlade kand, Dit Hierte er Faderligt, Ieg er en Iordklimp met stor Brøst, Paa Iorden veed ieg ingen Trøst. Den Rige paa sit Gods trøster sig, Men ieg fortrøster mig paa dig, Er ieg end her foract: Saa veed ieg vel oc visselig troer, At dine Tienere din Hielp faar. Helia sig huo fødde dig, Der Regnen forholtis vnderlig, I den suare dyre Tid: I Zidons Land en Encke rund, Til den Gud sende dig samme stund. Oc at du ey skulde lide Nød, Der du drogst did, som Gud dig bød, Oc hans Befalning giorde: Dig førde Raffne Kiød oc Brød, Aarle oc silde til din Føde. Du sadst vnder et Enebær Træ, Der Engelen kom oc lod sig see,