Udgavens indledning

Indledning

Som det sjette – og dermed yngste – bind i rækken af de til nutiden bevarede latinsk-danske vokabularier fra det 16. århundrede foreligger hermed i faksimile endnu en real-ordbog, nemlig Mads Pors' De nomenclaturis Romanis fra 1594. Værket er registreret som nr. 1339 i Lauritz Nielsens Dansk Bibliografi [1482-1600] (1919-33).
    Forfatteren, borgmestersøn fra Horsens, men i det meste af sin voksenalder knyttet til Ribe, blev en af renæssancens farverige personer. Hans levnedsløb er ganske velkendt og beskrevet i vore personalhistoriske håndbøger – samt udførligt af Bjørn Kornerup i Ribe Katedralskoles Historie (bd. l, 1947).
    Mads Pors må være født omkring 1560, men nævnes første gang 1579 som indskrevet ved universitetet i København. Han skal have deltaget i et studenterleben, som hurtigt skilte ham fra hans mødrene arv. Med understøttelse af Kong Frederik IIs stipendiekasse blev det ham dog muligt at besøge flere af kontinentets universiteter, således i 1580 Wittenberg, hvor han i løbet af få uger tog magistergraden. Atter hjemme blev han vistnok i et par år tuctemester i sin fødeby. Det fornemme rektorat ved Ribe domskole beklædte han 1585-90. Hvorfor han frivilligt opgav dette embede og affandt sig med en stilling som arspisker ved den ubetydelige Bogense skole, er ikke klarlagt. Et år senere finder vi ham atter i Ribe, hvor han bl.a. ved at indgå ægteskab med en rådmandsdatter skaffer sig adgang til det store embede som sognepræst ved domkirken og tillige bliver kannik i kapitlet. I disse år var han bosat i Ribe i det hus, der nu er kendt under navnet Porsborg.
    Herfra gjorde han flere rejser til tyske lærdomssæder, og på en af disse tilrettelagde han i 1594 under et længere ophold i Frankfurt am Main trykningen af sin filologiske bedrift: den her foreliggende encyklopædi eller håndbog i romerske antikviteter.
    Han overlod trykningen til det ansete Feyerabendske officin. Denne virksomhed var nylig overtaget af sønnen Johannes efter stifteren Sigismund Feyerabends død 1590.
    En næsten usandsynlig nedtur ventede den lærde dansker. Med en lang række beskyldninger bag sig for forsømmelighed, uforsonlighed og skørlevned blev han kendt uværdig for gejstligheden og afvist. Han døde håbløst forgældet som studepranger 1618.
    Pors' litterære arv er i øvrigt – som det foreligger oplyst for os – hverken omfattende eller betydelig. Et bryllupskvad af ham til en østjysk adelsmand, Knud Brahe (han var længe hofsinde hos Frederik II) er gået tabt og kendes kun af omtale; ligeledes forsvundet er en lille samling fyndige Saxo-citater (1585; man fornemmer Anders Sørensen Vedels og Liliebjærgets nærhed); i behold er derimod et andet Slesvig-tryk, et lille hæfte med jule- og nytårssange (1589, Kgl. BibI., LN 1340) betitlet Genethliacon: nogle få danske vers i latinsk indfatning om Jesu herkomst, at afsynge for godtfolks døre af Ribe skoles peblinge – og tjenlige som ortografi- og stilprøve fra århundredets senere år, hvor det sproglige tyngdepunkt ellers ligger i Frederik IIs bibel (1589).

De nomenclaturis Romanis indeholder ifølge Molbech (Nye Danske Magazin 1829) »blot Substantiver, systematisk eller efter Materierne ordnede; men dens Brugbarhed er forøget ved et fuldstændigt dansk Register over Ordene, som indtager 21 Blade med dobbelte Piller på Siden«.*
    Af bogens titelblad såvel som af dens korpus fremgår i øvrigt, at Pors har delt sin redegørelse for de latinske benævnelser i fire »bøger«, at han har forsynet dem med adækvate oversættelser til dansk og i lige måde til græsk, hvor det var muligt (jf. ndf.). Af alfabetiske ordregistre har bogen et latinsk og et dansk, men ikke noget græsk.
    Titelbladet indeholder desuden et bogtrykkermærke. Impressum udviser Frankfurt am Main 1594. (På bogens sidste blad findes et noget afvigende bogtrykkermærke fra samme officin).
    På titelbladets bagside bringes Christian IVs træskårne portræt, kongens valgsprog og et firliniers hyldestdigt. Pors' ubestridelige indsigt i de romerske antikviteter har lettet ham vejen til at stille den da 17årige konge i et glorværdigt lys** – som efterslæt til titelbladets reverens og som optakt til den otte sider lange Epistula dedicatoria.
    Heri udtrykker Pors sin påskønnelse af den gunstbevisning, der blev ham til del i hans ungdom. Pors vil nu sætte sig ud over de lærde og kritikernes hårde dom over det materiale, han har samlet på sin ungdoms studierejser og nu revideret. Som altid fører han et energisk forsvar for, at kirken og skolen skal varetage tilegnelsen af sprogfærdighed, en påstand han her og i bogens slutning udvikler og understreger udførligt med eksempler fra historisk materiale (Mithridates, Cleopatra, Pompejus ). Men, hvorfor argumentere med udlandets helte, skriver Pors, når vor hjemlige monark kan prises for fremragende egenskaber, hvor talen er om kunst og sprog.

Det er det rene sprog, Pors bryder en lanse for. Han påpeger, hvordan sprog (in casu Romer-sproget) fordærves ved fremmed indflydelse såsom handels- o.a. samkvem. Forvanskning (immutatio, corruptio, confusio) er sprogets lod. Men uden indlæring af substantiverne (tingenes betegnelse), som alle lærde anser for den vigtigste bestanddel af et sprog, ville al anden indsats være forgæves (sine qua omnis frustra suscipitur labor). Jeg har påtaget mig dette arbejde for Eders og fædrelandets skyld, berømmelige konge.
    Dedikationen slutter med, at Pors under sit ophold i Frankfurt am Main i 1594 udpeger den 2. maj som årets mærkedag; det er datoen for Christian IVs valg til tronfølger på herredagen i Odense 1580 og for denne bogs færdiggørelse.

Efter dedikationen følger en oversigt over emnegrupperne i ordbogens centrale parti. Da latinen er enerådende i oversigten, hidsættes her til hurtig orientering rubrikkerne, som de vel ville lyde på dansk:

1. Om Gud     spalte 1
2. Om gode ånder og helgener     3
3. Om onde ånder og spøgelser     5
4. Om religion     9
5. Hellige mænd     11
6. Om kirkerne og deres inventar     13
7. Om helligdage     17
8. Om mennesket (anatomisk)     23
9. Om slægtskab     41
10. Om hustru og bryllup     43
11. Om svogerskab     47
12. Om husfader og tyende     49
13. Om huset og dets indretning     53
14. Om kvinders ejendele     57
15. Om husgeråd og spisestue     59
16. Om spisetider, mad og drikke     65
17. Om køkken     71
18. Om sovekammer     77
19. Om klæder     79
20. Om huslig økonomi     83
21. Om øvrighed     85
22. Palatinere (diverse fornemme folk)     89
23. Om krigsvæsen     91
24. Om den civile øvrighed     105
25. Om bystyre og byer     109
26. Om arkivvæsen     113
27. Om apoteker     115
28. Om handel og krambod     117
29. Om udmøntning og mønter     119
30. Om guldsmed     125
31. Om barber (bartskær)     125
32. Om bager og møller     127
33. Om tømrer     131
34. Om skrædder og skomager     131
35. Om spinder     133
36. Om væver og farver     135
37. Om bademand og fisker     137
38. Om jæger og fuglefænger     139
39. Om diverse håndværkere     141
40. Om vognmænd     145
41. Om søfart     147
42. Om prostitution m.m.     153
43. Om forbrydelse og straf     157
44. Om menneskets levealdre     161
45. Om død og begravelse     163
46. Om arv     167
47. Om vejvæsen og bondearbejde     169
48. Om skoler og skolelærere     179
49. Om poesi     185
50. Om talord     189
51. Om musik     203
52. Om etik     209
53. Geografi     221
54. Kronografi     225
55. Zoologi     235
56. Om fisk     245
57. Om fugle     249
58. Om træer     257
59. Om frugter     263
60. Om kornavl     265
61. Om plantenavne     269
62. Om metaller     281
63. Om ædelstene     285
64. Om farver     287
65. Om dufte og smage     291
66. Om meteorologi     293
67. Om astronomi     297
68. Om geometri     301

Denne skematiske oversigt efterfølges af de på titelbladet nævnte registre.

Bogen indeholder yderligere nogle leveregler og formaninger.

Bl. 133r-v; Mads Pors har formået en stiv latiner (en ven fra ungdommens studieår?), Johs. Hall, hjemmehørende i Frankfurt og anskreven i sin akademikerkreds, til at pryde – og anbefale de unge – hans tresprogede leksikon med et indlæg – en ikke usædvanlig praksis (se f.eks. Tursen / Niels Hemmingsen i vokabularieseriens bd. 3 p. *5-12). Uden at svigte det lyrisk-dramatiske synes Hall i sin tribut – et 33 liniers hexameterdigt – at lade sig inspirere af visse »artikler« i Pors' bog eller manuskript. Blandt verdensaltets mysterier, såsom magnet og hundestjerne; flettes navnet Porssius behændigt ind.

Af en efterskrift (bl. 134r-v) til bogens læser eller bruger (og dermed sigter han utvivlsomt til skolepogens foresatte) bekræftes vi yderligere i opfattelsen af, hvad Ribe-rektoren – nu på rejse og derfor i udlændighed – har haft til hensigt med at publicere denne trefoldige håndbog i romerske antikviteter. Gud har ved sin Helligånd anvist Kirken den berømmelige kongevej til tungemålenes fortrinlige egenskaber (lingvarum excellentia). Skolen bør, som kirkens »planteskole« (ecclesiae seminarium), præcist og på stående fod følge den slagne vej, hvadenten den i sin undervisning befatter sig med f.eks. sakramenternes tolkning eller lovkyndighedens krogveje og retsvæsenets praksis, eller filosoffens sindrige tankespind. Men for den, der for første gang betræder sprogkundskabens snævre sti, hævder Pors videre, vil min lille bog give anvisning på en forbedret retskrivning og – hvor det har kunnet lade sig gøre – en dansk oversættelse.
    Det pædagogiske synspunkt er ellers Wittenberg-reformatoren og humanisten Melanchtons (✝1560).
    Det er Pors magtpåliggende at retfærdiggøre treenigheden og trefoldigheden i trivialskolens strikte undervisningsplan. Han kunne her have valgt middelalderens trivialskole, som udelukker al anden lærdomskategori end de tre laveste af de frie kunster: grammatik, dialektik og retorik. Han vælger imidlertid at lade romerdigtningens fader, Quintus Ennius, prale af, at han kunne udtrykke sig på tre sprog, latin, græsk og etruskisk. Måske fører han dermed et svagt funderet forsvar for, at det danske sprog indtager en så fyldig plads i teksten og i et register på 21 blade ved siden af det latinske. For dette nidkære pionerarbejde må en senere eftertid jo takke ham, thi hermed åbnes døren på klem for en patriotisk holdning til en vis fornyelse i det syttende århundredes danske skole (Colding).
    Noget overraskende kommer Pors herefter med et løfte til sine læsere: Hvis du er tilfreds, ærede læser, så tager du denne førstegrøde af mit arbejde til dig. En fortsættelse der behandler verberne og deres sammensætning samt adverbiernes »ægteskab« (connubium adverbiorum) – der menes muligvis en syntaks – vil jeg med Guds hjælp kunne tjene dig med. Vi har ingen synlige forarbejder eller andre spor af en fortsættelse efter denne appel; alt tyder på en menneskelig deroute, der afskar Pors fra al virksomhed inden for sproglig-pædagogiske discipliner.
    På bl. 135r følger dernæst, som forskrift i et ganske letløbende latin (er denne Precatio orginal her?) en bøn at bede for den dreng, der forlader skolen: at de gode egenskaber, Herren har nedlagt i ham, og den lærdom, Han har ladet skolen indpode i ham, må blive til nytte i en fremtidig gerning.

Om bogens skæbne i tiden efter udgivelsen ved vi kun lidt. Antagelig har Mads Pors selv hjemført en del af oplaget til forventet brug i de talrige latinskoler, som den danske kirkeordinans påbød oprettet i alle de købstæder, som ikke havde en sådan. At spore disse eksemplarers formodede vej ind i og siden ud af nedlagte lærde skoler og deres indlemmelse i private bogsamleres biblioteker og siden i offentlige samlinger er en næsten uoverkommelig men også mindre væsentlig opgave. Til langt op i tiden nævnes bøger ikke som aktiver i skifter efter skolemestre, og sker det endelig, da oftest ved formlen »2 g[amle] lattinsche bøgger ... er wbrugelig« og lign. Ejermærker florerer, men tit som ulæselige eller intetsigende navnetræk. Nogle få eksemplarer når ad uransagelige veje (habent sua fata libelli), som auktionskatalogerne viser, så sikkert op til vor tid, som ildsvåde og krigsbegivenheder har tilladt.
    Bestanden af De nomenclaturis Romanis var ifølge Lauritz Nielsen omkring år 1930 (nyere opgørelser har ikke foreligget) 13 eksemplarer. De findes nu alle i offentlige biblioteker, heraf 9 i de skandinaviske lande (Trondheim 2, Oslo 1, Uppsala l, Göteborg 1 (smukt restaureret), Det kgl. Bibliotek i København 3, Aarhus 1); kun 4 har kunnet opspores på kontinentet (Hamburg 2, Prag 1, Wolfenbüttel 1).
    For at kunne vælge det – eller de – bedste reproduktionsgrundlag har udgiveren undersøgt de tilgængelige eksemplarer og ikke fundet indbyrdes afvigelser i teksten (såsom fejl rettet under trykningen aller senere dele af »oplaget«). Det forekommer ellers ikke så sjældent, at sættefejl opdages og rettes under trykningen, eller at en afbenyttet side sættes påny efter at have været »i fisk«. Sådanne vilkårligheder forekommer næppe ved værker med en tilblivelseshistorie som det her foreliggendes.
    Det er i alt væsentligt et af de ovennævnte Københavner-eksemplarer, der gengives inden for disse permer. Signalement: indtil 1995 i Københavns universitetsbibliotek, nu Kgl. Bibl. sammesteds; stort eksemplar i absolut samtidig pergament; nye forsatser, vist spor efter to bindebånd; på kapitælen: »Porsii Glosebog« i blindtryk, derunder relativt nyt rødt titelfelt med guldtryk, en del blækspor og fedtpletter, intet teksttab. Slår man op, vil man finde, at satsen er tospaltet, pyntelig og stærkt varieret, som den bør være i et opslagsværk: antikva og kursiv til latinen, fraktur til det danske, kapitæler, initialer, friser og vignetter.

Epilog

Serien Det 16. århundredes danske vokabularier har været under udgivelse siden 1973 og er besørget af tre nordiske filologer (Inger Bom, Niels Haastrup og undertegnede). Med de seks faksimilebind, hvoraf nærværende er det sidste, foreligger hele det tilsigtede leksikografiske materiale. Et variantapparat til 2. udgaverne af Chr. Pedersen (ved Smith 1517) og Tursen (1579) mangler dog endnu og må betragtes som et obligatorisk supplement, der gerne tillige skulle omfatte et fælles ordregister for de seks bind.
Universitets-Jubilæets danske Samfund, som har iværksat  projektets realisation i det omfang, det har nået i dag, håber, at de små, men righoldige brune bøger må inspirere til studier i kulturhistoriske såvel som i sproglige emner.
 
April 1995
Jørgen Larsen

* Betegnelsen nomenclatura er brugt om navne(agtige)-ord både før (dvs. senmiddelalderen) og senere (Colding 1622 og 1626 og Stephanius 1645). Ved sit ordvalg vil Pors skabe en association til romeren, der i »valgkampen« går på gaden og lader sig gelejde af en slave (nomenclator), som tilhvisker sin herre navnene på indflydelsesrige personer.

** Pors »knækker« majestætens navn i Christi og Janus og får ham derved associeret med romernes gud for ind- og udgang, al foretagsomhed og fredsslutning. Straks efter prises kong Christian som kirkens og skolens fredsbevarer – en forventning, hvori hans samtidige i de følgende årtier skulle blive sørgeligt skuffet.